Spurgte død mand om ambulancekvalitet

”Hvor sluttede din seneste transport med ambulance?”. Sådan lød et af 21 spørgsmål i et spørgeskema, som Region Midtjylland for nylig sendte til en 68-årig mand, der i marts blev kørt med ambulance fra Jegindø til Regionshospitalet i Holstebro. Problemet er bare, at den 68-årige blev transporteret med en ambulance, fordi han var blevet fundet død i sit sommerhus.

Brevet fra Region Midtjylland blev modtaget af mandens enke, Lis Kaspersen fra Munkebo på Fyn.

”Min mor gik fuldstændig i chok over, at hendes mand fik et brev fra regionen, hvor han tilsyneladende kun var et nummer i systemet. Sygehuset vidste jo godt, at han var afgået ved døden”, siger Ole Kaspersen, der er mandens stedsøn, til Herning Folkeblad.

”Det burde ikke kunne lade sig gøre. Brevet er sendt til den afdøde som følge af uheldige omstændigheder. Det beklager vi dybt”, siger konsulent Jon Hadsund fra Region Midtjyllands afdeling for Folkesundhed og Kvalitet, som oplyser, at Region Midtjylland har tjekket alle CPR-numre med det offentlige CPR-register, inden over 6.000 breve med spørgeskemaer blev sendt ud til patienterne.

Kontrollen i CPR-registret skulle afsløre de afdøde patienter, som der i sagens natur vil være nogle af. ”Vi er noget overraskede over, at CPR-registret i dette tilfælde har opdateret sig så langsomt”, siger Jon Hadsund til Herning Folkeblad.

Annonce