Spareplan i Falck har kostet 1.200 medarbejdere jobbet

Det går fremad med økonomien i Falck, men for medarbejderne har prisen været høj: I løbet af 2018 har Falck fyret 1.200 medarbejdere som led i en omfattende spareplan. Særligt Falcks autohjælpsforretning er hårdt ramt. Her har Falck mistet 8 pct. af de private abonnenter samt 17 pct. af assistancerne for forsikringsselskaber m.v., og antallet af medarbejdere er reduceret fra 1.922 til 1.594.

Falcks regnskab for 1. kvartal 2019 viser et fald i omsætningen på 1,5 pct., men samtidig er driftsoverskuddet steget fra 118 mio. kr. til 274 mio. kr. Dermed er Falcks indtjeningsmargin steget fra 5,2 pct. til 9,3 pct.

En væsentlig del af forklaringen på det forbedrede overskud er en omfattende spareplan, som i alt har øget driftsoverskuddet med 442 mio. kr. Men spareplanen har kostet 1.200 medarbejdere deres job, fordelt med 45 pct. i ambulanceforretningen, 30 pct. i autohjælpsforretningen, 10 pct. i healthcareforretningen og 15 pct. i koncernens administration.

Falck har desuden besluttet, at der i 2019 skal findes yderligere besparelser på 500 mio. kr.

Slut med ambulancekørsel i Polen

I Falcks ambulanceforretning faldt omsætningen svagt, men det var især fordi Falck solgte den finske ambulancevirksomhed og indførte en hårdere styring af den amerikanske ambulancevirksomhed, der er baseret på betaling pr. udrykning. Driftsoverskuddet steg mærkbart fra 100 mio. kr. til 143 mio. kr. Falck har ved kvartalets udgang mistet hele den polske ambulancevirksomhed, efter at den polske regering har valgt at hjemtage al ambulancekørsel. Til gengæld har Falck vundet en stor kontrakt i Californien i USA.

Værre set det ud for Falcks autohjælpsforretning. Her faldt omsætningen fra 799 mio. kr. til 744 mio. kr. En væsentlig årsag er, at Falck mistede hele 8 pct. af de private abonnenter, som ellers udgør omkring 60 pct. af forretningen. Dog betød godt vejr også, at antallet af assistancer til abonnenterne faldt med 16 pct., hvilket havde en positiv indvirkning på økonomien. Til gengæld faldt antallet af assistancer til bl.a. forsikringsselskaber, hvor Falck får betaling pr. assistance, med 17 pct. Driftsoverskuddet steg dog stadig fra 111 mio. kr. til 144 mio. kr., men medarbejderne betalte prisen: Antallet af medarbejdere faldt drastisk fra 1.922 til 1.594, blandt andet på grund af, at mange opgaver i Danmark overgik til underleverandøren Redning Danmark.

Falcks overskud i 1. kvartal 2019 var positivt påvirket af salget af især Falck-Huset og Falck-Gården i Danmark, hvilket gav en nettogevinst på 65 mio. kr.

Annonce