SOS International skal stå for midtjysk lægehelikopter

Når Region Nordjylland og Region Midtjylland i april sætter gang i forsøgsordningen med en akutlægehelikopter, bliver det SOS International, der leverer helikopter og mandskab. I alt var der to kvalificerede tilbud på opgaven – det andet bud kom fra Falck DRF, der allerede driver lægehelikopteren i Ringsted. Begge operatører kunne leve op til kravene om kvalitet og økonomisk soliditet, men ifølge de to regioner var tilbuddet fra SOS International samlet set det mest fordelagtige, og derfor fik selskabet opgaven.

“Med akutlægehelikopteren sender vi tryghed på vingerne”, siger regionsrådsformand i Region Midtjylland, Bent Hansen (S), der ser frem til at høste erfaringer, med at sende hurtig hjælp af luftvejen. “Det er de mest syge og de værst tilskadekomne, der får glæde af akutlægehelikopterens reaktionstid. Men præcis hvilken forskel den kortere luftvej kan gøre, skal forsøget vise”, siger Bent Hansen.

Ulla Astman (S), regionsrådsformand i Region Nordjylland, forventer, at helikopteren kommer nordjyderne til gavn især i kystområder: “Nordjyllands akutløsninger er i forvejen ganske omfattende, men helikopteren kan især komme borgere til undsætning ved kystområderne, hvor der kan være langt til for eksempel hjerteafdelingen på Aalborg Sygehus”, siger Ulla Astman. “Det bliver en interessant forsøgsordning. En permanent løsning kan ikke umiddelbart finansieres af regionerne alene, så det vil kræve et fast tilskud og ikke kun puljepenge”, tilføjer Ulla Astman.

Som noget nyt skal akutlægehelikopteren i Region Nordjylland og Region Midtjylland kunne flyve døgnet rundt. Altså også om natten.

“Det bliver spændende at få afklaret, om man bruger pengene på den rigtige måde, når helikopter og mandskab også skal være klar om natten. For dels er der jo færre opgaver om natten, og dels er helikopteren mindre fleksibel i forhold til, hvor den kan lande”, siger Bent Hansen.

Den nye lægehelikopter finansieres af et tilskud på 60 mio. kr. fra regeringens og Dansk Folkepartis såkaldte akutpulje. “Det er afgørende for regeringen, at alle kan være trygge og ved, at hvis uheldet er ude, så er hjælpen ikke mange minutter væk. Derfor er jeg rigtigt glad for, at vi har øremærket en portion penge til en lægehelikopter i Midt- og Nordjylland, og at den snart kan komme på vingerne. Jeg er sikker på, at den vil blive et vigtigt supplement til det kørende beredskab. Ikke mindst i yderområder som Nordvestjylland, hvor der er langt til nærmeste akutsygehus. Ordningen skal følges og vurderes nøje, så vi lærer af erfaringerne med dagflyvning på Sjælland og dag- og natflyvning i Jylland”, siger indenrigs- og sundhedsminister Bertel Haarder.

Dansk Folkepartis sundhedsordfører, Liselott Blixt, uddyber: “For Dansk Folkeparti har det været af afgørende betydning, at helikopterbetjeningen kommer til at foregå i døgndrift. Det er naturligvis lige så alvorligt at blive syg om natten, som om dagen. Derfor har vi insisteret på, at helikopter- udrykningen også kan foregå efter mørkets frembrud, hvilket regeringen har bøjet sig for”.

Forsøget er planlagt til at begynde i april måned med en forsøgsperiode på 13 måneder, men med mulighed for forlængelse i to gange seks måneder. En lignende forsøgsordning med lægehelikopter er allerede i gang i Region Sjælland og Region Hovedstaden, dog flyver den sjællandske lægehelikopter som nævnt kun i dagtimerne. Når forsøgsperioden er afsluttet, skal begge helikopterforsøg evalueres, så de kan danne baggrund for anbefalinger om lægehelikopterordninger i Danmark i fremtiden.

Den forventede samlede udgift til etablering af et døgndækkende akutlægehelikopterberedskab inkl. bemanding og landingspladser udgør 59,6 mio. kr. For at helikopteren har mulighed for at lande på hospitalerne, skal der bygges landingsfaciliteter, og for at helikopteren kan lande i mørke, skal der desuden etableres ”rendez-vous”-punkter på relevante steder i de to regioner. “Rendez-vous”-punkterne er kendte steder, som en ambulance kan transportere patienten til for at mødes med helikopteren, som så overtager transporten.

Aftalen med SOS International indebærer, at selskabet skal kunne stille en reservehelikopter til rådighed inden for 24 timer, hvis der opstår problemer med den primære helikopter.

Annonce