Militære bæltekøretøjer er blevet sat ind for at hjælpe ambulancer med at komme frem i hovedstadsområdet, og der prioriteres lige nu kørsler til livsvigtige opgaver. De store snemængder, der de seneste timer er faldet regionen, betyder, at beredskabet er presset – både fordi ambulancer har svært ved at komme frem, og fordi mandskabet heller ikke kan komme frem på arbejde.
Den vagthavende læge ved Akutberedskabet i Region Hovedstaden, Steen Møiniche, oplyser, at borgerne også må forberede sig på ekstraordinært lange ventetider, når man ringer 1813 – og han henstiller til, at man nøje overvejer behovet, før man ringer.