Som en af de sidste virksomheder i den verdensomspændende Group 4 Securicor-koncern har den danske afdeling, Falck Securitas, skiftet navn til Group 4 Securicor. Hos Falck Securitas er der ærgrelse over, at man må opgive Falck-navnet, mens der hos Falcks Redningskorps grædes tørre tårer over, at man nu får Falck-navnet og -logoet for sig selv.
Falck Securitas blev en realitet, da Falck i 1993 købte det daværende ISS Securitas og fusionerede det med Falcks egen sikringsvirksomhed, Falck Sikring. I 2000 fusionerede Falck med den internationale sikringskoncern Group 4 og dannede Group 4 Falck, og i 2004 gik Group 4 Falck sammen med engelske Securicor under navnet Group 4 Securicor. I den forbindelse blev redningsakviteterne udskilt i et selvstændigt selskab, Falck A/S, mens sikringsaktiviteterne fortsatte i Group 4 Securicor.
I forbindelse med opdelingen af aktiviteterne i to selvstændige koncerner blev det aftalt, at Group 4 Securicor skulle overtage det hidtidige Falck-logo, således at Falck A/S måtte finde et nyt logo. Kort efter besluttede den nye koncernchef for Group 4 Securicor imidlertid, at koncernen ikke ville anvende Falck-logoet, som Falck A/S derefter atter overtog, samt at koncernens selskaber i alle 108 lande fremover skulle anvende Group 4 Securicor-navnet. Group 4 Securicor er resultatet af en lang række opkøb og fusioner, og hidtil havde man i de enkelte lande typisk anvendt de navne, som var bedst kendt i befolkningen, og man havde undladt at ændre de lokale navne i takt med koncernens hyppige navneskift.
Hos Falck Securitas i Danmark var beslutningen om navneændringen ikke ligefrem populær. I den danske befolkning er Securitas-navnet i stort omfang synonymt med vagttjeneste, mens man med Falck-navnet kan trække på Falcks gode image. Det har givet Falck Securitas en nærmeste ubetalelig fordel i markedsføringen. Navnet Group 4 Securicor er derimod væsentligt sværere at markedsføre, og i Danmark har man da også besluttet, at man fremover udelukkende vil anvende den officielle forkortelse, G4S. Navneskiftet er i Danmark blevet udskudt så længe som muligt, og i en periode op til navneskiftet har Falck Securitas kørt adskillige større reklamekampagner – for at få det sidste udbytte af det velkendte navn. Nu starter så endnu en reklamekampagne, der skal informere danskerne om navneskiftet.
Hos Falck er der derimod ikke den store sorg over, at Falck-navnet ikke længere bliver anvendt i forbindelse med vagt- og alarmaktiviteter. For mens Falck Securitas nød godt af Falck-navnet, så var effekten nærmest negativ for Falck. Især i de seneste år har Falck Securitas ofte været genstand for negativ omtale, f.eks. i forbindelse med vagtmedarbejderes tyveri fra Rigshospitalets afdeling for kræftramte børn, hvor Falck noget usædvanligt valgte at gå i offensiven i pressen for at gøre opmærksom på, at Falck Securitas ikke længere havde noget med Falck at gøre. Ligeledes har Falck Securitas ikke ligefrem ry for at være blandt de vagtselskaber, som er hurtigst til at rykke ud til tyverialarmer, og det har ofte givet skrammer i forbindelse med mediernes tests af vagtselskabernes udrykningstider.