Slog ambulanceredder i ansigtet

Foto: Rigspolitiet

Kl. 00.39 natten til mandag fik politiet en anmeldelse fra personalet på en ambulance, som kort forinden var blevet sendt til en syg og hjælpeløs person, der lå stille på trappen i en opgang i Gørlev ved Kalundborg. Da ambulanceredderen henvendte sig til den sovende mand, slog manden ud efter redderen, der blev ramt 2-3 gange i ansigtet.

Manden, der formentlig var påvirket af alkohol eller narkotika, var opfarende og urolig, og han ville angribe ambulancepersonalet igen, så de måtte fastholde ham, indtil politiet kom frem. Da politiet ankom, var han faldet til ro.

Manden viste sig at være en 24-årig aarhusianer, der blev sigtet for vold mod person i offentlig tjeneste. Han blev under politibevogtning kørt til Slagelse Sygehus til fornøden behandling.

Midt- og Vestsjællands Politi oplyser, at manden kan vente at høre mere fra politiet, når han er frisk nok til at blive afhørt.

Annonce