Region Hovedstadens nye ambulancetjeneste er generelt kommet godt fra start, men ambulancetjenesten havde store udfordringer i 4. kvartal 2023. Hvis ambulancetjenesten havde været underlagt samme bodbestemmelser som regionens private operatør, så havde det kostet en bod på 9 mio. kr. Det slipper regionen dog for, mens Falck i kontraktens første år har betalt 32 mio. kr. i bod til regionen.
Den 1. februar 2023 trådte nye ambulancekontrakter i Region Hovedstaden i kraft. Region Hovedstadens Akutberedskab står nu for ambulancekørslen i en ud af de fire store delaftaler, som opgaven er inddelt i. Denne delaftale – der har udgangspunkt i en ny hovedstation i Hvidovre – omfatter ca. ca. 1/4 af regionens samlede kontraktsum på 400 mio. kr. årligt. Falck drifter de resterende tre store delaftaler samt en mindre delaftale på Bornholm.
Generelt er regionens egen ambulancetjeneste kommet godt fra start. I de første tre kvartaler af 2023 leverede ambulancetjenesten således 99 pct. af de aftalte driftstimer. I 4. kvartal 2023 blev der imidlertid kun leveret 87 pct. af driftstimerne.
Ikke penge til ekstraarbejde
Ifølge Region Hovedstaden skyldes problemerne i 4. kvartal 2023 reelt, at man løb tør for penge til overarbejde.
Ambulancetjenesten anvender således normalt frivilligt ekstraarbejde for at sikre bemanding af beredskaberne, men i årets sidste måneder var der ikke penge til at fortsætte det frivillige ekstraarbejde i samme omfang, og derfor måtte man nedlægge et ambulanceberedskab. Regionen påpeger dog, at der i den øvrige drift – altså udenfor budgettet for delaftalen – blev opretholdt et ekstra beredskab i samme periode, så der netto var det samme antal beredskaber.
I januar 2024 leverede ambulancetjenesten atter 99 pct. af de aftalte driftstimer.
En opgørelse fra Region Hovedstaden viser, at regionens egen ambulancetjeneste i 2023 principielt skulle have betalt en bod på 8,8 mio. kr., hvoraf 8,4 mio. kr. vedrører 4. kvartal 2023. Beløbet skal dog ikke betales, da ambulancetjenesten ikke er underlagt et system med bod.
Falck har i den tilsvarende periode betalt 32 mio. kr. i bod til Region Hovedstaden.