Fire danske og udenlandske selskaber er sluppet igennem nåleøjet og er blevet prækvalificerede til at byde på driften af de tre akutlægehelikoptere, som fra oktober 2014 skal udgøre den landsdækkende lægehelikoptertjeneste i Danmark. Responce har meldt sig på banen sammen med Air Greenland, Falck har allieret sig med en ny partner, og en stor engelsk aktør vil også ind på det danske marked.
Prækvalifikation bruges til at vurdere de ansøgende virksomheders egnethed i forhold til at kunne løse den udbudte opgave, som omfatter HEMS (Helicopter Emergency Medical Service). Og ud fra en vurdering af virksomhedernes økonomiske og tekniske formåen har regionerne vurderet fire selskaber eller konsortier af selskaber som egnede til at afgive tilbud. Alle fire selskaber har erfaring med lægehelikopterflyvning.
”Vi har haft et godt felt af ansøgere og står med fire selskaber og konsortier, som er vurderede som egnede til at blive prækvalificerede. Alle fire har erfaringer med samme eller lignende opgaver. Vi glæder os derfor til at se, hvordan de prækvalificerede vil bidrage til etablering af den landsdækkende akutlægehelikopterordning i Danmark, som skal give tryghed og hurtig behandling for de allermest syge og tilskadekomne patienter”, siger Christian Boel, der er formand, for regionernes styregruppe for etablering af en landsdækkende akutlægehelikopterordning.
De prækvalificerede selskaber forventes at skulle afgive deres tilbud i september måned, hvorefter den nye ordning skal være klar til oktober 2014.
De prækvalificerede selskaber er:
Bond Air Services Ltd.
Bond Air Services er en del af Avincis Group, som beskæftiger sig med helikopterbaserede redningsopgaver og miljøopgaver i en række forskellige lande – både i Europa og i resten af verden. Bond Air Services har kontrakt om levering af helikopterberedskab til udførelse af HEMS-operationer fra 18 baser i Storbritannien.
Falck Air Ambulance A/S
Falck Air Ambulance A/S er ejet ligeligt af Falck Danmark A/S og Scandinavian Air Ambulance Holding AB. Falck Air Ambulance A/S vil indgå i samarbejde med underleverandørerne Scandinavian Medicopter AB, Falck DRF Luftambulance A/S og Falck Danmark A/S. Scandinavian Medicopter AB/Scandinavian Air Ambulance AB har kontrakt om levering af helikopterberedskab til udførelse af HEMS-operationer fra seks baser i Sverige og tre baser i Finland. Falck DRF Luftambulance A/S har kontrakt med Region Hovedstaden og Region Sjælland om levering af helikopterberedskab fra basen i Ringsted indtil 1. oktober 2014.
Norsk Luftambulanse A/S og Nordic Air Ambulance A/S
Norsk Luftambulanse A/S er et datterselskab af Stiftelsen Norsk Luftambulanse. Nordic Air Ambulance A/S er et datterselskab af Norsk Luftambulanse A/S. Norsk Luftambulanse A/S har kontrakt om levering af helikopterberedskab til udførelse af HEMS-operationer fra otte baser i Norge. Nordic Air Ambulance A/S er underleverandør til SOS International A/S, som har kontrakt med Region Midtjylland og Region Nordjylland om levering af helikopterberedskab fra basen i Karup indtil 1. oktober 2014.
Uni-Fly A/S og Air Greenland A/S
Konsortiet bestående af Uni-Fly A/S og Air Greenland A/S vil indgå i samarbejde med Responce A/S som underleverandør. Uni-fly A/S udfører bl.a. operationer med helikopterhejs (”hoist”) til vindmøller i Nordsøen. Air Greenland A/S udfører bl.a. redningsopgaver for den danske stat i Grønland med helikopter fra 10 baser samt patienttransport for det grønlandske sundhedsvæsen. Responce A/S har kontrakt om leverance af beredskab med akutbiler og ambulancer i Region Midtjylland.