Sjællandske reddere frygter massiv løndumping

I aftes kunne FOA’s forbundsformand, Dennis Kristensen, præsentere en overenskomst mellem FOA og Samariten. Overenskomsten er den første med Samariten på dansk jord og dækker reddere ansat i Region Hovedstaden. Men hos redderne er der langt til smil og glæde over overenskomsten. Det stod klart onsdag formiddag på Staunings Plads i København. Her ligger FOA’s hovedkvarter, og klokken kvart over 10 var godt et halvt hundrede reddere mødt frem for at protestere mod FOA’s overenskomst med Samariten.

Især reddere fra Region Sjælland er nervøse over, hvad FOA’s overenskomst kan komme til at betyde for de cirka 600 reddere, Samariten skal bruge i regionen. Ambulancebehandlerne Jan Frederiksen og Jens Jeppesen arbejder for Falck i Region Sjælland, og de frygter, at FOA”s ny aftale for redderne i København kan bruges til at holde 3F væk fra aftalebordet og sænke reddernes løn på Sjælland, når Samariten skal overtage kørselen med ambulancer.

“Jeg frygter at FOA er parat til at lave en lignende billig aftale for reddere i Region Sjælland. Det vil betyde en nedgang i vores løn på mellem 3.000 og 6.000 kroner om måneden”, siger Jan Frederiksen til Fagbladet 3F. Både han og Jens Jeppesen siger, at de kraftigt overvejer at søge væk fra faget, hvis det ender med lønnedgang og overenskomst med FOA på Sjælland.

3F’s Transportgruppe indledte forhandlinger med Samariten tirsdag eftermiddag. Det foregik hos DI, og 3F afventer nu, at Samariten fremlægger sine planer for, hvor firmaets enkelte ambulancestationer skal placeres og hvordan man forestiller sig ambulancerne bemandet med henblik på de videre forhandlinger. Før det er på plads, er det nemlig ikke muligt at nå meget videre i forhandlingerne. “Jeg er lidt forundret over at Samariten tilsyneladende endnu ikke har styr på, hvor de vil åbne deres ambulancestationer. Men vi håber, at de snart kan give os et overblik, så vi kan komme videre med forhandlingerne”, siger formanden for 3F”s Transportgruppe, Jan Villadsen.

Annonce