Hele det præhospitale beredskab i Region Sjælland er nu akkrediteret efter Den Danske Kvalitetsmodel (DDKM). Det sker efter at både Roskilde Brandvæsens ambulancetjeneste og regionens eget beredskab dumpede i det første forsøg på akkreditering. Da de eksterne surveyors kom på besøg for anden gang, var konklusionen imidlertid, at alle akkrediteringsstandarder nu er helt opfyldte.
DDKM består for akutberedskabet af 53 standarder fordelt på 20 temaer. Det er Institut for Kvalitet og Akkreditering i Sundhedsvæsenet (IKAS), der har udviklet Den Danske Kvalitetsmodel, og det er surveyors fra IKAS, som står for de kvalitetstjek, der gennemføres i hele landet som led i akkrediteringsprocessen.
Sidste år blev der gennemført surveys af Region Sjællands eget præhospitale beredskab samt af de to ambulanceoperatører, Falck og Roskilde Brandvæsen. Falck bestod, men hos Roskilde Brandvæsen var konklusionen, at ambulancetjenesten ikke opfyldte kvalitetsstandarderne. Brandvæsenet havde blandt andet problemer med opdeling mellem rene og urene områder på stationernes depoter samt med manglende adgang til dokumenter. Da manglerne var væsentlige, blev brandvæsenets ambulancetjeneste ikke akkrediteret i første forsøg.
Også i Region Sjællands eget præhospitale beredskab påpegede den første survey-rapport en række problemer. F.eks. tog personalet ved regionens akutlægebil deres arbejdstøj med hjem og vaskede det, og det var blevet observeret, at brugt arbejdstøj hang side om side med civilt tøj på en stumtjener på AMK-vagtcentralen. Af de 11 journaler fra akutlægebilen, som blev gennemgået som stikprøve, blev der endvidere konstateret utydelig skrift ved otte ud af 11, allergioplysninger var kun udfyldt ved to ud af 10, samtykke var kun udfyldt ved en ud af fire patienter, og på en journal fra et færdselsuheld med fire patienter var de alle registreret på samme journal.
Problemerne hos Roskilde Brandvæsen og regionen medførte, at der måtte gennemføres en ny survey, og den konkluderer altså nu, at alle akkrediteringsstandarder er opfyldt. Det betyder, at det samlede præhospitale beredskab nu er akkrediteret frem til 4. januar 2016.