Fredag formiddag blev det klart, at svenske Samariten ikke kunne opfylde de økonomiske betingelser, som Region Midtjylland havde stillet i forbindelse med kontrakten på en del af ambulancekørslen i regionen. Hos Samsø Redningskorps var glæden og lettelsen var til at tage at føle på, både hos stationsleder Søren Peter Kjeldahl og hos redderne. Ifølge Region Midtjylland vandt Samariten udbuddet på Samsø, fordi de var 100.000 kr billigere end Samsø Redningskorps og ville stille med nyere ambulancer, men Samsø Redningskorps mener, at deres egen pris faktisk lå 500.000 kr. under Samaritens.
Hos Samsø Redningskorps blev der fredag straks indkaldt til gløgg og æbleskiver senere på dagen. For selv om det ikke er 100% sikkert, at Samsø Redningskorps får tildelt opgaven med ambulancekørslen, så er det dog, hvad alle forventer.
Stationsleder Søren Peter Kjeldahl har under forløbet forståeligt været meget lidt meddelsom omkring udbuddet, men efterhånden dukker der lidt mere frem, skriver Samsø Posten. Da regionsrådsformand Bent Hansen var på besøg i sidste uge, oplyste han, at der kun var 100.000 kr. forskel på tilbuddet fra Samsø Redningskorps og Samariten. Søren Peter Kjeldahl mener dog, at Samsø Redningskorps faktisk lå næsten 500.000 under Samaritens bud. Samtidig kan han ikke se den store forskel i tilbuddene for så vidt angår ambulancer, udstyr og mandskab. Den afgørende forskel ligger ifølge Søren Peter Kjeldahl måske i, at Samariten havde udarbejdet et flot lille farvestrålende katalog med deres tilbud, hvor Samsø Redningskorps afleverede sit tilbud på hvidt A4 papir.