Samråd i Folketinget om problemer med 112-opkald

Folketingets Sundhedsudvalg har kaldt sundhedsminister Magnus Heunicke (S) i samråd tirsdag. Her skal sundhedsministeren redegøre for, hvorfor livsvigtige alarmopkald ikke besvares på Region Hovedstadens 112-vagtcentral. Udvalget har også bedt ministeren redegøre for problemer med, at der ikke er nok ambulancer.

Konkret er sundhedsministeren blevet bedt om at redegøre for, ”hvorfor livsvigtige alarmopkald ikke besvares på 112-vagtcentralen, når danskerne står i en akut og livstruende krise, hvor hvert minut kan betyde forskellen på liv eller død”, samt redegøre for, ”hvad ministeren mener om, at medarbejdere ved alarmcentralen fortæller, at der ikke altid bliver sendt en ambulance, hvis et opkald er mistet, fordi der ikke er ambulancer nok”.

Sundhedsudvalg har desuden bedt ministeren svare på, ”hvorfor Sundhedsudvalget ikke er blevet orienteret om problemerne på vagtcentralen tidligere, hvilket har ført til, at oplysningen kun er kommet til udvalgets og offentlighedens kendskab via ansvarlige medarbejderes henvendelse til pressen”.

Samrådet finder sted tirsdag kl. 14.30 og kan følges på Folketingets hjemmeside.

Annonce