Samariten: Vi er på vej

Arkivfoto

Direktionen i Samariten arbejder på højtryk for at få den finansielle del af selskabets etablering i Danmark på plads, og alle aftaler ventes på plads inden årsskiftet. Det oplyser Samariten på baggrund af de seneste dages omtale af selskabets problemer med at skaffe finansiering. Samtidig fortæller Samariten, at en tidligere stationsleder i Falck, Jørn-Ole Didriksen, får ansvaret for Samaritens rekruttering af reddere i Danmark.

Ifølge Samariten forhandles der i øjeblikket med danske og udenlandske kapitalpartnere, og adm. direktør Torbjörn Kanfjäll forventer, at alle aftaler er på plads omkring årsskiftet, hvorefter det første regionskontor åbner på Sjælland. Medio januar 2009 starter rekruttering af personale.

”Samariten har siden vi vandt licitationen modtaget mange henvendelser og uopfordrede ansøgninger fra nuværende Falck-ansatte reddere, der ønsker job hos os. Vi er naturligvis glade for de mange ansøgninger, det viser, at der er stor interesse for vores entre på det danske marked. Men endnu mangler vi at få nogle detaljer omkring overenskomsten afsluttet, før vi kan skrive ansættelseskontrakter med redderne”, siger Pernille Olsson fra Samariten.

Den store opgave med at rekruttere reddere til Samariten skal ledes af Jørn-Ole Didriksen, der er tidligere stationsleder og ambulanceinstruktør i Falck. Jørn-Ole Didriksen har ifølge Samariten desuden været projektchef på Storebælts- og Øresundsbyggeriet, ligesom han ifølge selskabet er uddannet brandinspektør (der menes formentlig indsatsleder).

Annonce