At Samariten varetager ambulancekørslen i dele af Stockholm har for regionerne været afgørende, fordi det viser, at Samariten har praktisk erfaring med ambulancekørsel og deltagelse i udbud. Men da Samariten i 1994 vandt ambulancekørslen i sit nuværende område, skete det med et bud, der var så lavt, at de fleste ikke troede deres egne ører, da de hørte det. Årsagen til, at Samariten kunne byde så lavt, var imidlertid, at selskabet netop havde overtaget en stak brugte Opel-ambulancer. Ambulancerne var i så elendig forfatning, at døren i en af ambulancerne kun kunne åbnes indefra, en anden ambulance kunne ikke køre mere end 60 kilometer i timen med speederen i bund og en tredje ambulance havde simpelthen køreforbud.
Konsekvenserne af Samaritens lave bud på ambulancekørslen i Stockholm genopfriskes netop nu i bogen “Sanningssägare eller karriärist” (sandhedsvidne eller karrieremager, red.), skrevet af den svenske journalist Margeret von Platen. Ifølge dagbladet Børsen handler bogen om svenskere, der har valgt at fortælle om en række kritisable forhold på deres arbejdsplads.
I Samaritens tilfælde var det den tidligere ansatte Susanne Trygg, der kørte i ambulancerne til daglig, som valgte at blæse i fløjten som såkaldt whistleblower. Efter at have klaget til myndighederne i længere tid fortalte hun til sidst sin historie til medierne. Derefter blev hun fyret fra Samariten. I dag har Samariten ifølge hende fået styr på situationen i Stockholm og kører med andre ambulancer, men Susanne Trygg, der i dag arbejder som sygeplejerske, er bekymret over at høre om de lave priser, som Samariten tilbyder regionerne i Danmark. “Det er aldrig rart at høre om så lave priser i udbud, for hvad nu hvis noget går galt”, siger hun til Børsen.