Samariten opgiver Region Midtjylland

Det svenske ambulanceselskab Samariten skal alligevel ikke køre ambulancer i Region Midtjylland. Der er indgået en aftale mellem Region Midtjylland og Samariten om, at Samariten frafalder deres bud på ambulancedriften. Som en del af aftalen har Region Midtjylland indvilliget i ikke at rejse erstatningskrav mod Samariten. Ifølge formanden for regionsrådet, Bent Hansen (S), er der “en god mulighed” for, at regionen i stedet indgår aftale med Falck og Samsø Redningskorps i de berørte områder. Kontrakten med Responce blev underskrevet i dag. Samariten forventer fortsat at få finansieringen på plads, så der kan underskrives kontrakter med Region Sjælland og Region Hovedstaden i januar.

Region Midtjylland har i dag underskrevet en aftale med Samariten, som indebærer, at selskabet bliver frigjort fra sit tilbud. Til gengæld har Region Midtjylland lovet ikke at rejse erstatningskrav mod Samariten – angiveligt fordi regionen ikke forventer, at Samariten vil kunne betale erstatningen.

Tidligere på dagen underskrev Region Midtjylland kontrakten med den anden nye ambulanceoperatør, Responce, der skal varetage ambulancekørslen i Horsens-området, og Responce skal dermed om en uge stille med en bankgaranti på 6,5 mio. kr.

Hvad der skal ske i de områder, hvor Samariten vandt udbuddet, er uklart, men Falck og Samsø Redningskorps – der udfører opgaverne i dag – afgav de næstbilligste tilbud i deres nuværende områder, og de to ambulanceperatører har indgået aftale med regionen om, at de vedstår deres tilbud frem til udgangen af januar. Ifølge formanden for regionsrådet, Bent Hansen (S), er der “en god mulighed” for, at man indgår aftale med de to operatører. “Det bliver 14 mio. kr. dyrere, men med den proces, der har været, mener jeg det er den bedste løsning”, siger Bent Hansen. Alternativt vil der blive gennemført et nyt udbud. Hvilken løsning, som Region Midtjylland vælger, skal regionspolitikerne tage stilling til den 14. januar 2009.

Ifølge Samariten er ambulancekørslen i Region Midtjylland blevet opgivet, fordi regionen insisterede på en underskrift på kontrakten i dag. I de to øvrige regioner, hvor Samariten har vundet ambulancekontrakter, Region Sjælland og Region Hovedstaden, skal kontrakterne først underskrives i januar, og på det tidspunkt forventer Samariten fortsat at have finansieringen på plads.

Bent Hansen mener, at forløbet giver grund til store overvejelser. “Det sender et signal om, at udbud på sårbare kerneområder i velfærdssamfundet ikke kan sammenlignes med andre udbudsopgaver. Det er jo ikke en almindelig byggeopgaver, der er tale om her, men selve fødekæden i et velfungerende sundhedsvæsen. Derfor må det overvejes, om der fremover skal fremsættes anderledes skrappe krav ved den type udbud, eller om vi selv skal løse opgaven”, siger regionsformanden til Berlingske Tidende.

Aftalen mellem Region Midtjylland og Samariten

Aftalen mellem Region Midtjylland og Samariten, som blev skrevet under fredag formiddag, har følgende ordlyd:

“Det aftales hermed, at Samariten Ambulans AB tilbagekalder det tilbud, som er afleveret i 2008 i forbindelse med ambulancekørsel i Region Midtjylland. <br /><br />Samariten Ambulans AB erkender sig hermed indforstået med, at Region Midtjylland indgår aftale med andet firma end Samariten Ambulans AB i de tre delaftaleområder, hvor Samariten Ambulans AB tidligere er orienteret om at have vundet kontrakt.

Samariten Ambulans AB accepterer samtidig ikke at kunne rejse krav om kompensation, godtgørelse eller erstatningskrav mod Region Midtjylland.

Region Midtjylland accepterer, at Samariten Ambulans AB tilbagekalder deres tilbud og afstår som følge heraf at rejse efterfølgende erstatningskrav mod Samariten AB vedr. de i 2008 indsendte tilbud om ambulancekørsel”.

Annonce