Når Samariten fra næste år efter al sandsynlighed overtager ambulancekørselen i størstedelen af Region Sjælland, så skal selskabet investere i omkring 70 ambulancer og i etableringen af 25-30 nye stationer. Men det vil enten kræve et betydeligt kapitalindskud fra ejerne eller en usædvanligt god bankforbindelse, for Samariten havde ved årsskiftet kun 11 mio. svenske kr. i kassen, og samtidig havde selskabet kortfristet gæld for 17,4 mio. kr. Selskabets egenkapital – som er aktiver minus gæld – var ved årsskiftet på 1,3 mio. svenske kroner.
Samariten er organiseret som et svensk aktieselskab, og i regnskabsåret 2007 havde Samariten en omsætning på 95,8 mio. svenske kr. Det resulterede i et driftsoverskud på 1,5 mio. kr., og efter afskrivninger og renter var overskuddet på beskedne 0,1 mio. svenske kr. Det var en tilbagegang i forhold til året før, hvor en omsætning på 89,9 mio. svenske kr. resulterede i et overskud på 0,3 mio. svenske kr. I 2005 var overskuddte på 0,2 mio. svenske kr.
Ved årsskiftet havde Samariten omsætningsaktiver på 11,4 mio. svenske kr. Omsætningsaktiver består af kontanter, bankindeståender, tilgodehavender hos kunder m.v., og det vil altså sige, at Samariten maksimalt havde 11,4 mio. svenske kr. i kassen. Imidlertid havde selskabet kortfristet gæld på 17,4 mio. kr. Den kortfristede gæld er gæld, der forfalder til betaling indenfor kort tid – f.eks. lønudgifter og gæld til leverandører – og den skal dermed som regel dækkes af omsætningsaktiverne, men ved årsskiftet var Samaritens kortfristede gæld altså markant større end omsætningsaktiverne.
Den langfristede gæld i Samariten var på 7,6 mio. svenske kr., mens selskabet havde anlægsaktiver – f.eks. bygninger og køretøjer – for 14,9 mio. svenske kr.
Hvis man trækker et selskabs gæld fra aktiverne får man egenkapitalen, som lidt forenklet sagt er udtryk for selskabets aktuelle værdi. Samariten havde ved årsskiftet en egenkapital på 1,3 mio. svenske kr., hvilket var nogenlunde det samme som de forudgående år,
Til sammenligning havde Falck i 2007 en omsætning på 6,2 milliarder kr., som resulterede i et overskud før skat på 402 mio. kr. Falck havde en egenkapital på 834 mio. kr.
Med de meget begrænsede omsætningsaktiver har Samariten umiddelbart kun begrænset mulighed for selv at finansiere de meget store investeringer, som vil være nødvendige for at etablere en infrastruktur i Region Sjælland – og eventuelt også i de to andre regioner, hvor Samariten deltager i udbud. Samtidig vil en egenkapital på kun 1,3 mio. kr. normalt gøre det svært at låne et større millionbeløb hos banker, men Samariten har i forbindelse med sit tilbud til Region Sjælland stillet en bankgaranti, som dog kun er på et mindre millionbeløb.
Retfærdigvis skal det dog nævnes, at Samaritens regnskabstal stammer fra årsregnskabet for 2007 og således ikke nødvendigvis viser, hvad selskabets situation er i dag. Samtidig vides det ikke, om Samaritens ejere har mulighed for at indskyde yderligere kapital i selskabet eller om selskabet kan indgå leasing- og lejeaftaler, der gør behovet for investeringer mindre. Det ligger dog fast, at Samariten vil have behov for en betydelig kapital, da mange af investeringerne skal foretages inden selskabet begynder at modtage betaling fra Region Sjælland – alle stationerne og køretøjer skal således være driftsklare på det tidspunkt, hvor kontrakten træder i kraft.
Det har ikke være muligt at få en kommentar fra Samariten.