Roskilde Brandvæsen risikerer at miste ambulancekørslen

Arkivfoto: Lasse Christiansen

Når de nuværende ambulancekontrakter i Region Sjælland udløber, så risikerer Roskilde Brandvæsen at miste sin ambulancekørsel. Regionen overvejer nemlig at hjemtage ambulancekørslen i det område, som Roskilde Brandvæsen i dag dækker. En hjemtagning vil i givet fald ske for at undgå, at Falck i den kommende udbudsrunde giver et billigere bud end Roskilde Brandvæsen og dermed reelt får monopol på ambulancekørslen i Region Sjælland.

Det er Roskilde Avis, som kan fortælle, at regionspolitikerne i øjeblikket diskuterer, hvordan ambulancekørslen i den nørdøstlige del af Region Sjælland fremover skal organiseres. Et forslag går på, at ambulancekørslen hjemtages for at sikre, at Falck ikke kan opnå en monopollignende position ved at underbyde Roskilde Brandvæsen. Fortalerne for en hjemtagning mener, at Falck vil kunne skrue priserne i vejret i hele regionen, hvis redningskorpset først har udkonkurreret Roskilde Brandvæsen.

De borgerlige partier går ind for, at ambulancekørslen skal i udbud, mens SF støtter en hjemtagning.

”SF’s interesse er af flere grunde at hjemtage Roskilde Brandvæsens ambulancedel. Jeg vil gerne overbevises om, hvordan vi i Roskilde kan være sikre på, at Roskilde Brandvæsen vinder et udbud, men indtil da må en hjemtagning af ambulancekørsel være det mest sikre”, siger SF’eren Tina Boel til Roskilde Avis.

”Vi ønsker absolut, at ambulancekørslen i Roskilde, Greve og Køge kommer i udbud. På den måde er der bedst chancer for at opnå god kvalitet til den bedste pris. Der findes andre private selskaber end Falck, og Roskilde Brandvæsen skal også have lov til at byde igen. Derfor er det noget sludder at tale om monopol”, siger den konservative Chr. Wedell-Neergaard.

Annonce