Roskilde Brandvæsen har fået styr på responstiderne

Arkivfoto: Lasse Christiansen

Efter en længere periode, hvor Roskilde Brandvæsens ambulanceresponstider har været mærkbart dårligere end det, som Region Sjælland kræver, ser det nu ud til, at brandvæsenet har fået styr på responstiderne. I den seneste responstidsopgørelse lever Roskilde-ambulancerne op til kontraktkravene i syv ud af otte tidsintervaller. Falck lever fortsat op til alle kravene i resten af regionen.

Roskilde Brandvæsen har kontrakt med Region Sjælland om ambulancekørsel i hele det tidligere Roskilde Amt, der omfatter kommunerne Roskilde, Lejre, Køge, Greve og Solrød. Men siden kontrakterne trådte i kraft i 2009, har brandvæsenet haft betydelige problemer med at leve op til de responstidskrav, som er fastsat i kontrakterne med Region Sjælland.

Nu ser det imidlertid ud til, at billedet er vendt, og for perioden 1. februar 2011 til 31. oktober 2011 er Roskilde Brandvæsen meget tæt på at opfylde alle responstidskravene – og Region Sjælland forventer da også, at responstidskravene vil være helt opfyldt, når Roskilde Brandvæsen skal afrapportere for hele perioden 1. februar 2011 til 1. februar 2012.

Målet er nået i Roskilde og Lejre – små problemer sydpå

I Region Sjællands beredskabsområde 1, der omfatter Roskilde Brandvæsens traditionelle hjemmebane i Roskilde og Lejre kommuner, lever Roskilde Brandvæsen nu helt op til responstidskravene. Brandvæsenet har således forpligtet sig til at sikre, at 30 % af ambulancerne er fremme indenfor 5 minutter, men i praksis er det 34 % af ambulancerne, som er så hurtigt fremme. 73 % af ambulancerne er fremme indenfor 10 minutter (krav: 70 %), 95 % af ambulancerne er fremme indenfor 15 minutter (krav: 90 %) og 99 % er fremme indenfor 20 minutter, hvilket svarer til kravet.

Beredskabsområde 2 omfatter Køge, Greve og Solrød kommuner, og her har Roskilde Brandvæsen den eneste afvigelse fra regionens krav. Regionen kræver således, at 26 % af ambulancerne er fremme indenfor 5 minutter, men det realiserede tal var 25 %. Derimod er 86 % af ambulancerne fremme indenfor 10 minutter (krav: 80 %), 98 % er fremme indenfor 15 minutter (krav: 95 %) og 100 % er fremme indenfor 20 minutter (krav: 97 %).

Gode Falck-responstider

I de fire øvrige beredskabsområder i Region Sjælland, der svarer til de tidligere Vestsjællands og Storstrøms amter, er det Falck, som står for ambulancekørslen, og Falck lever fuldt ud op til responstidskravene i alle fire områder.

Hidtil har Falck leveret væsentligt bedre responstider, end regionen kræver, men i den seneste opgørelse ligger responstiderne tættere på regionens krav.

Særligt når det gælder de hurtigste udrykninger – altså de ambulancer, som er fremme indenfor 5 minutter – er forskellen mellem den krævede og realiserede responstid faldet. I Holbæk, Odsherred og Kalundborg kommuner er 26 % af Falcks ambulancer fremme indenfor 5 minutter, mens kravet er 25 %. I Slagelse, Sorø og Ringsted kommuner er det 37 % af ambulancerne, som ankommer indenfor 5 minutter, mens kravet her er 35 %. I Næstved, Fakse og Stevns kommuner er tallet 26 % (krav: 23 %) og i Lolland, Guldborgsund og Vordingborg er det 23 % (krav: 22 %).

I de øvrige tidsintervaller leverer Falck fortsat væsentligt bedre responstider end krævet. Bedst ser det ud i Lolland, Guldborgsund og Vordingborg kommuner, hvor 91 % af Falcks ambulancer er fremme indenfor 15 minutter, mens regionens krav kun er 83 %.

Annonce