Regionerne bruger årligt ca. 1,5 mia. kr. på det præhospitale beredskab. Men sikrer regionerne en effektiv udnyttelse af ressourcerne? Og er beredskabet indrettet således, at der sendes den rette hjælp sendes til borgeren til rette tid og til laveste omkostninger? De spørgsmål vil Rigsrevisionen gerne have svar på, og derfor indleder statens revisorer nu en større undersøgelse af den præhospitale indsats i Danmark.
I sundhedsvæsenet er der et princip om, at opgaver skal løses på lavest effektive omsorgs- og behandlingsniveau samt omkostningsniveau (LEON-princippet). Rigsrevisionens nye undersøgelse har derfor fokus på, om regionerne har tilrettelagt den præhospitale indsats, så den sundhedsfagligt set rette hjælp sendes til borgeren til rette tid og til lavest mulige omkostninger.
En forundersøgelse har ifølge Rigsrevisionen ført til, at der vurderes at være et behov for en undersøgelse af, hvordan regionerne sikrer udvikling af kvaliteten i den præhospitale indsats og tager hensyn til effektiv udnyttelse af ressourcerne.
Vigtigt at vurdere effekten af beredskabets forskellige elementer
”Kvaliteten af den præhospitale indsats er andet og mere end responstid, idet det er vigtigt, at borgeren modtager den rette hjælp præhospitalt og visiteres til rette sted for evt. efterfølgende behandling, så borgerens helbredsudsigter forbedres bedst muligt. Regionernes nuværende indsats er fastlagt på baggrund af begrænset evidens (både nationalt og internationalt) om, hvad der er det mest effektive beredskab i forskellige situationer. Det er derfor vigtigt, at regionerne arbejder med at vurdere effekten af de forskellige elementer i det præhospitale beredskab”, konstaterer Rigsrevisionen og fortsætter:
”Efterlevelsen af LEON-princippet kræver indsigt i omkostninger til aktiviteterne i den præhospitale indsats. En effektiv udnyttelse af ressourcerne er ikke altid styrende for den præhospitale indsats, der i høj grad tilrettelægges ud fra politiske prioriteringer. Derudover har markedsforholdene på området været præget af, at der har været ganske få leverandører, der har budt på den præhospitale opgaveløsning, hvilket reelt har givet monopollignende tilstande på området. Det giver naturlige udfordringer, når det præhospitale beredskab sættes i udbud, i forhold til at sikre den lavest mulige pris”.
Fokus på årene 2007-2013
Undersøgelsen vil hovedsageligt bygge på dokumentgennemgang, interviews med regionerne samt supplerende skriftlige redegørelser. Undersøgelsen skal omfatte perioden fra regionernes overtagelse af området fra amterne i 2007 til 2013.
Regionerne har dog oplyst, at de har vanskeligt ved at opgøre økonomi og responstider fra før 2009, idet data ligger hos de daværende leverandører af ambulanceberedskabet. Undersøgelsesperioden vil derfor for så vidt angår regionernes indsigt i økonomi og responstider tage afsæt i perioden fra 2010 til 2013.