Begge ambulanceoperatører lever nu op til sjællandske responstidskrav

Arkivfoto: Lasse Christiansen

Efter en periode, hvor Roskilde Brandvæsen har haft problemer med at leve op til Region Sjællands krav til ambulanceresponstiderne, er responstiderne i hele regionen nu inde i en positiv udvikling, hvor ambulancerne i årets første fire måneder i gennemsnit er nået frem ½ minut hurtigere end i 2011. ”Det er de bedste responstider, jeg nogensinde har set”, siger Benny Jørgensen, der er driftschef i Region Sjællands Præhospitale Center.

I perioden fra 1. februar 2012 til 31. maj 2012 blev der kørt 11.732 ambulanceudrykninger i Region Sjælland, og den gennemsnitlige responstid var 7,6 minutter. Det er omkring ½ minut bedre end i 2011.

Det er især Rokilde Brandvæsen, som har fremgang i responstiderne. For mens Falck – der står for ambulancekørslen i fire af regionens seks ambulanceområder – hele tiden har overholdt regionens responstidskrav, så har Roskilde Brandvæsen i en periode ligget mærkbart dårligere end kravene. Men nu lever responstiderne i alle seks områder op til ambulancekontrakternes krav.

Lavest responstid i Greve, Køge og Solrød

I område 1, som omfatter Roskilde og Lejre kommuner, har Roskilde Brandvæsen leveret en gennemsnitlig responstid på 7,1 minutter. 38 procent af udrykningerne er fremme indenfor 5 minutter, og det er langt bedre end kravet på 30 procent. I område 2, som omfatter Greve, Køge og Solrød, er brandvæsenets gennemsnitlige responstid på 6,7 minutter den laveste i regionen, og her er 31 procent af ambulancerne fremme indenfor 5 minutter, mens kravet er 26 procent. Også for tidsintervallerne 10, 15 og 20 minutter leverer Roskilde Brandvæsen nu markant bedre responstider end krævet.

I Holbæk, Odsherred og Kalundborg kommuner er Falck-ambulancerne i gennemsnit fremme efter 7,9 minutter. 29 procent af udrykningerne tager under 5 minutter, mens kravet kun er 23 procent. I Slagelse, Sorø og Ringsted er gennemsnittet 7,4 minutter, og 36 procent af ambulancerne er fremme, når der er gået 5 minutter. Det er en anelse bedre end kravet på 35 procent.

I det gamle Storstrøms Amt er den gennemsnitlige responstid i Næstved, Fakse og Stevns kommuner på 7,5 minutter. 29 procent af ambulancerne er fremme indenfor 5 minutter, mens kravet kun er 23 procent. I Lolland, Guldborgsund og Vordingborg kommuner er gennemsnittet 8,0 minutter, og ved 29 procent af udrykningerne er Falcks ambulancer fremme indenfor 5 minutter, mens regionen kræver 22 procent.

For tidsintervallerne 10, 15 og 20 minutter er Falcks responstider markant bedre end krævet i alle fire områder.

Regionsrådsformand: Utrolig god dækning

Regionsrådsformand Steen Bach Nielsen glæder sig over de nye tal: ”Vi høster nu frugterne af det store arbejde, vi har lagt i en samlet plan for hele det akutte område. Vi har god grund til at være meget tilfredse med de responstider”, siger han.

”Ved at indføre akutbiler med specialuddannede paramedicinere, har vi fået en utrolig god dækning i hele regionen og en meget hurtig responstid, fordi vi har mange flere biler at trække på”, siger Steen Bach Nielsen.

Annonce