Responce skal have tilført millioner fra ejerne

Da regnskabsåret 2011 sluttede, havde Responce en negativ egenkapital på 13 mio. kr., og den manglende soliditet kan give problemer ved de kommende udbud af ambulancekørslen, som Responce ønsker at deltage i. Det er formentlig baggrunden for, at Responce nu bebuder, at ejerne forventer at tilføre så meget kapital til selskabet, at Responce vil have en positiv egenkapital ved udgangen af i år.

Som BeredskabsInfo tidligere har omtalt, fik Responce et overskud på 1,7 mio. kr. i 2011, hvilket er en væsentlig fremgang i forhold til 2010, hvor selskabet tabte 11,5 mio. kr. Reelt er overskuddet dog mindre, da ejerne har givet Responce henstand med at betale rente af de lån, som de har ydet til Responce. Henstanden er på 1,3 mio. kr., og dermed betalte Responce i 2011 kun 0,6 mio. kr. i rente af den samlede gæld på 26 mio. kr. I alt har Responce langsigtet gæld til ejerne på 12,6 mio. kr. og forskellige former for korfristet gæld på 13,5 mio. kr. Hertil kommer, at selskabet har leasingforpligtelser på 10,2 mio. kr.

Ved udgangen af 2011 havde Responce 87.594 kr. i kassen, men selskabet havde dog samtidig et tilgodehavende hos kunderne på 5,8 mio. kr. – formentlig især et tilgodehavende hos Region Midtjylland.

Responce oplyser i sit regnskab, at finansieringen af selskabet også i år vil være baseret på, at ejerkredsen – med tyske G.A.R.D. i spidsen – yder lån og stiller sikkerhed over for kreditinstitutter. Desuden har G.A.R.D. udstedt en garanti for alle forpligtelser, og dermed er Responces finansiering for 2012 sikret. Samtidig oplyser Responce, at ejerne i år forventer at tilføre kapital til Responce, således at egenkapitalen ved udgangen af i år vil være positiv. Afhængigt af, hvor stort Responces overskud bliver i år, vil ejerne dermed skulle tilføre helt op til 13 mio. kr. – enten i form af ny kapital eller eftergivelse af lån.

Annonce