Responce har uddannet 70 akuthjælpere

De første 70 akuthjælpere i Region Midtjylland er snart klar til at rykke ud i Lemvig, Struer og Holstebro kommuner. Som i de øvrige regioner er akuthjælperne frivillige borgere, der alarmeres via SMS og derefter skynder sig til et centralt placeret skab, hvor de henter det nødvendige udstyr. Det er ambulancebehandlere og paramedicinere fra Responce, som har uddannet akuthjælperne, og det er også Responce, som skal servicere de otte satellitovervågede skabe med udstyr, således at der altid er fuldt funktionsdygtige hjertestartere til rådighed for akuthjælperne.

Akuthjælperne indsættes i de dele af Region Midtjylland, hvor ambulancerne kan have lang responstid. Akuthjælperne er uddannede i førstehjælp og udstyret med den viden og det udstyr, der skal til, for at de kan fungere som first responders, indtil professionelle ambulancefolk overtager.

De tre nordvestjyske kommuner Struer, Holstebro og Lemvig har sammen med Præhospitalet i Region Midtjylland står for etableringen af de første akuthjælperordninger, der i alt har 70 akuthjælpere tilknyttet.

”Det er så flot, at de griber ansvaret og aktivt bidrager til, at deres lokalområde bliver et endnu mere trygt sted at færdes til dagligt”, siger regionsrådsformand Bent Hansen (S).

Når alarmen går, skynder 112-akuthjælpere sig til et centralt placeret skab, hvor de henter det nødvendige udstyr. Når skabet åbnes, kan regionens AMK-vagtcentral se, at de lokale akuthjælpere er på vej. Et lys på skabet fortæller endvidere andre akuthjælpere, at udstyret er hentet, og at de dermed kan fortsætte direkte til patienten.

Der kan være op til tre akuthjælpere i funktion hos patienten: En giver førstehjælp, en assisterer med f.eks. hjertemassage og en hjælper med at holde tilkørselsvejene frie.

Responce har indgået aftale med Region Midtjylland om undervisning og support for akuthjælperne, og de første 70 akuthjælpere i Lemvig, Struer og Holstebro kommuner er allerede blevet uddannet af Responces ambulancebehandlere og paramedicinerne.

Herudover står Responce for den daglige servicering af hjertestartere og andet udstyr, og Responce har opstillet såkaldte akutpyloner i otte nordvestjyske byer. Her henter akuthjælperne hjertestartere og andet udstyr, når alarmen lyder, og Responce fylder op i de satellitovervågede pyloner og sikrer, at der altid er fuldt funktionsdygtige hjertestartere til rådighed.

”Vi står for hele den tekniske og uddannelsesmæssige opgave. De frivillige akuthjælpere kan virkelig gøre en forskel, og vi støtter dem med undervisning, teknisk support og døgndækkende overvågningstjeneste”, fortæller redningsdirektør Michael Sørensen fra Responce.

Annonce