Responce-ejer: Jeg var ikke i lommen på Falck

Falck har ikke haft nogen som helst mulighed for at blande sig i driften af Responce. Sådan lyder det fra Responces direktør og ejer, Michael Sørensen, der betegner påstandene om tætte bånd mellem de to selskaber som det pureste opspind. ”Vores bestyrelse, ledelse og stab har kæmpet mod Falck”, siger Michael Sørensen.

Indtil for nyligt ejede Michael Sørensen og Claus-Henrik Rasmussen i fællesskab størstedelen af Responce. Økonomisk Ugebrev har imidlertid beskrevet, hvordan Michael Sørensen og Claus-Henrik Rasmussen i 2013 lånte et større beløb af Falck til at finansiere en overtagelse af aktier fra den tidligere Responce-ejer, den tyske ambulanceoperatør GARD. Det skete, efter at Falck havde købt GARD. Samtidig bevarede GARD – og dermed Falck – en ejerandel på 25 procent i Responce.

Ifølge Økonomisk Ugebrev opstod der dermed så tætte bånd mellem Responce og Falck, at der kan sættes spørgsmålstegn ved, om der reelt var tale om konkurrence, når begge virksomheder bød på ambulancekørsel.

Men Michael Sørensen betegner påstanden om, at han skulle have været i lommen på Falck, som noget vrøvl.

Falck kunne ikke bestemme over Responce

”Falck købte i 2013 det tyske ambulanceselskab GARD, fordi Falck ville udvikle sine ambulanceaktiviteter i Tyskland. Da GARD ejede hovedparten af Responce, fulgte Responce så at sige med i købet”, fortæller Michael Sørensen, der tilføjer, at han havde et stærkt ønske om at drive Responce videre.

”Derfor blev løsningen, at Claus-Henrik og jeg købte 75 procent af aktierne, mens GARD beholdt 25 procent – dog havde Claus-Henrik og jeg forkøbsret til disse aktier. Ingen af os havde dog penge nok til at købe så mange aktier, omkring 4 mio. kr., så en del af aftalen med Falck og GARD blev, at vi kunne låne pengene til aktierne af det nu Falck-ejede GARD. Det lån kunne vi til enhver tid opsige med kort frist og finansiere det på anden vis, hvis vi ønskede det, mens GARD – og dermed Falck – ikke havde lignende muligheder for at kræve lånet indfriet. Så det er altså lodret forkert, når de omtalte artikler hævder, at lånet betød, at Falck kunne bestemme over Responce. Desuden finansierede jeg jo mine tilbud på ambulancedriften i både Region Midtjylland og Region Syddanmark helt uafhængigt af Falck”, siger Responce-direktøren.

Regionerne kendte til medejerskab

Samtidig afviser Michael Sørensen, at oplysningerne om Falcks indirekte medejerskab af Responce blev holdt skjult.

”Jeg har beskrevet Falcks delejerskab i Responce over for alle de regioner, som jeg har haft dialog med om deres ambulanceudbud. Det er derfor heller ikke rigtigt, når artiklerne fortæller, at Region Midtjylland ikke kendte til dette forhold”, siger Michael Sørensen.

Heller ikke Responces bestyrelsesformand havde ifølge Michael Sørensen tætte bånd til Falck. ”Det er også lodret forkert, når artiklerne påstår, at formanden for Responce, Esben Bigaard, havde tætte relationer til Falck – angiveligt fordi han har siddet i samme advokathus som en advokat, som en ansat i Falck – og dermed antyder, at han skulle være Falcks mand. Esben er min mand. Jeg har kendt ham i mere end ti år, og det var udelukkende på min foranledning, at han blev formand for Responces bestyrelse”, fortæller Michael Sørensen.

”Jeg er rigtigt ærgerlig over disse skriverier om, at Falck skulle have haft snor i Responce. Intet kan være mere forkert! Vi har haft Konkurrencestyrelsen ind over hele vejen, Vores bestyrelse, ledelse og stab har kæmpet mod Falck. Vores vundne udbud på læge- og akutbilerne, ambulancerne i Region Midt og senest i Region Syd viser med al tydelighed, at det er det pureste opspind, at jeg skulle have været i lommen på nogen i Falck”, siger Responce-direktøren.

Annonce