Responces ambulancer i Trekantområdet er gode til at overholde Region Syddanmarks krav til både oppetid og mobiliseringstid. En ny opgørelse viser således, at Responce i 2017 ikke blev pålagt bod for nedetid, mens overskridelser af mobiliseringstiden kostede 23.050 kr. i samlet bod. Ambulance Syd har markant flere overskridelser, men er fritaget for at betale bod.
Region Syddanmark benytter sig af den såkaldte beredskabsmodel, hvor det er regionen selv, der bestemmer antallet af ambulancer og deres placering – og dermed er det også regionen, der har ansvaret for, at servicemålene for responstiden overholdes. I stedet stiller regionen krav til ambulanceoperatørernes oppetid og mobiliseringstid.
Faldende nedetid hos Ambulance Syd
En ambulance har nedetid, hvis den ikke er udrykningsklar, f.eks. på grund af sygdom. Desuden betragtes det som nedetid, hvis en ambulance ikke har påbegyndt en opgave indenfor 300 sekunder efter, at opgaven er modtaget fra regionens AMK-vagtcentral. En ny opgørelse viser, at nedetiden i Region Syddanmark generelt har været faldende i årets løb, og at Responce i Trekantområdet ingen af månederne er nået over 0,5 pct. nedetid, mens Ambulance Syd i de tre øvrige områder fortsat har udfordringer:
Sammenlignet med de 11 måneder, hvor BIOS stod for ambulancekørslen i de tre øvrige områder, er der dog sket en markant forbedring. Her havde BIOS således en nedetid på 8 pct.
Responce skal betale bod til Region Syddanmark, hvis nedetiden overstiger 0,5 pct. mål på ugebasis. Den lave nedetid i Trekantområdet gør dog, at Responce ikke er blevet pålagt bod i 2017. Ambulance Syd er ejet af Region Syddanmark selv, og derfor er ambulanceoperatøren fritaget for at betale bod, selv om nedetiden ofte har oversteget grænsen for bodsbetaling.
Mobiliseringstiderne giver problemer
Region Syddanmark stiller desuden krav til ambulancernes mobiliseringstider, som er tiden fra en opgave er modtaget og til ambulancen rykker ud. Der stilles følgende krav:
- 90 sekunder ved A- og B-kørsler fra kl. 7:00 til 22:00 alle ugens dage.
- 120 sekunder ved A- og B-kørsler fra kl. 22:00 til 7:00 alle ugens dage.
- 150 sekunder ved C- og D-kørsler fra kl. 7:00 til 22:00 alle ugens dage.
- 180 sekunder ved C- og D-kørsler fra kl. 22:00 til 7:00 alle ugens dage.
En opgørelse viser, at der er stor forskel på, hvor ofte Ambulance Syd og Responce overskrider kravene til mobiliseringstider. Hos Ambulance Syd er de akutte ambulanceudrykninger i dagtimerne f.eks. forsinket fire gange så ofte som hos Responce:
Også når det gælder mobiliseringstiderne skal Responce betale bod til Region Syddanmark ved overskridelse. Det har udløst en betaling på 23.050 kr. i bod i 2017. Ambulance Syd er også her fritaget for at betale bod.