Rekordår for livredderne

Arkivfoto: TrygFonden

I sidste uge lukkede TrygFonden Kystlivredning ned for sine rød-hvide livreddertårne på strandene i hele landet. Med et historisk antal sommerdage har 2018 været den travleste sæson nogensinde for livredderne, der har mødt og holdt øje med mange tusinde børn og voksne, der har nydt den varme sommer ved de danske strande og havnebade.

I de seneste mange uger har livredderne holdt godt øje med både store og små, der har valfartet til stranden for at nyde den ekstraordinære varme danske sommer. Med så mange solskinsdage har antallet af strandgæster været højt, og livredderne har haft historisk meget at se til.

“Sommeren har i år været helt forrygende og givet os alle fantastiske muligheder for at være ved vandet. Det har rigtig mange både danskere og turister i Danmark benyttet sig af. For godt nok arbejder vi ikke med folkeoptælling, men vi registrerer vores aktivitetsniveau og forebyggende interaktioner med badegæster. Og vi har aldrig målt så høje tal som i år. Det fortæller os, at vores strande og havnebade har været virkelig godt besøgt, og det er vi meget glade for, da vi jo netop arbejder for at skabe glæde ved vand i trygge rammer”, siger René Højer, der er programchef i TrygFonden med ansvar for bade- og vandsikkerhed.

Over 81.000 indsatser

De foreløbige tal viser, at livredderne i løbet af sommeren har gennemført 81.038 indsatser, hvoraf personer vurderes at have været i livsfare i 41 af tilfældene. Til sammenligning havde livredderne 51.763 indsatser sidste år, hvoraf kun 13 var såkaldte røde aktioner, hvor en person var i livsfare.

“Når der nu er flere mennesker på strandene, er det helt naturligt, at der opstår flere situationer, og at flere af dem er kritiske. De særligt kritiske situationer, som vores livreddere har været involveret i, er blevet håndteret rigtig flot og uden tab af liv, og det er vi selvfølgelig meget glade for. Vores opfattelse er også, at danskerne generelt har taget baderådene til sig og bl.a. er blevet mere opmærksomme på børnene, når de er ved vandet, og det har betydet, at færre børn i dag drukner”, siger René Højer.

Følg stadig baderådene

Livredderne har bemandet de rød-hvide livreddertårne, siden skolernes sommerferie begyndte. Nu er grejet pakket ned for i år, men vandtemperaturerne er stadig lune, og til dem, der kunne finde en tur i vandet fristende, er opfordringen:

“Får man lyst til at bade i den kommende tid, opfordrer vi til, at man passer ekstra på og ikke går i vandet alene. Heller ikke selvom man er en dygtig svømmer eller måske kun lige vil tage et kort dyp. Bliver man væltet omkuld af en bølge eller får et ildebefindende, kan det gå rigtig galt, hvis der ingen er til at hjælpe. Det er også vigtigt at holde øje med sine børn hele tiden, når de er i vandet – uanset hvordan deres svømmefærdigheder ellers er. Blot få sekunders uopmærksomhed kan ende i en farlig situation. Så følg baderådene og tag jer i agt for vind, vejr og lokale forhold. Og nyd så endelig de mange gode oplevelser, man kan få både i og ved vandet her i sensommeren”, lyder anbefalingen fra Michael Iwersen, der er uddannelsesleder i TrygFonden Kystlivredning.

Annonce