Regionspolitikere indkaldes til ekstraordinært møde i BIOS-sagen

Medlemmerne af regionrådet i Region Syddanmark får afbrudt deres sommerferie i næste uge, hvor regionsrådsformand Stephanie Lose har indkaldt til et ekstraordinært møde om BIOS-sagen. Det sker efter at en række direktører fra regionen i dag havde møde med BIOS om tilbagebetaling af de 31 mio. kr., som fejlagtigt er blevet betalt til BIOS.

Efter dagens møde mellem BIOS Ambulance Services og Region Syddanmark, hvor BIOS’ mulighed for tilbagebetaling af de fejludbetalte 31 mio. kr. var omdrejningspunktet, er regionsrådet blevet indkaldt til ekstraordinært møde på tirsdag.

”Vi har holdt møde med BIOS, og i overensstemmelse med vores tidligere udmeldinger, skal regionsrådet tage stilling til sagen.  Set i lyset af sagens væsentlighed og den store opmærksomhed, der er omkring det, vurderer jeg, at det er mest hensigtsmæssigt, at regionsrådet tager debatten nu”, siger regionsrådsformand Stephanie Lose (V), som ellers havde lagt op til, at sagen først skulle drøftes i august.

”Der er ingen tvivl om, at mødet falder uheldigt i forhold til mange regionsrådsmedlemmers ferier, og at mødet giver en del ulejlighed for os alle sammen. Men er jeg også sikker på, at regionsrådsmedlemmerne har fuld forståelse for sagen og vil gøre, hvad de kan for at deltage”, siger regionsrådsformanden.

Dagens møde blev afholdt hos Kammeradvokaten og havde deltagelse af flere direktører fra Region Syddanmark, herunder regionens øverste direktør. Regionen har dog ikke ønsket at oplyse, hvad resultatet af mødet blev.

Annonce