Regionsformand rystet over Samariten

Samariten erkender nu åbent, at selskabet blev overrasket over at vinde en stor del af den danske ambulancekørsel. Men den erkendelse fra Samariten kommer bag på formanden for regionsrådet i Region Midtjylland, der kalder de seneste udmeldinger fra Samariten for useriøse. Samtidig optrapper Reddernes Landsklub kritikken af set svenske selskab: Region Sjællands beslutning om at vælge Samariten kommer til at koste menneskeliv, lyder udmeldingen fra redderne.

Samariten indrømmer i dag, at de ikke vidste, hvad de skulle gøre, efter at de vandt ambulancedriften i hovedstad­en og på Sjælland.

Jørn-Ole Didriksen blev ansat af Samariten i aftes, og i dag er han en af Danmarks travleste mænd. Det er ham, der inden for en meget kort tidsfrist skal etablere et dansk datterselskab af det svenske ambulanceselskab, Samariten. En opgave han erkender er meget stor. “Der må vi lægge kortene på bordet, vi har nok vundet mere end vi regnede med, og opgaven blev større, end vi forventede”, siger Jørn-Ole Didriksen til TV2/Lorry.

Det kom ikke bare bag på Samariten, at de vandt i Region Sjælland, men også i Midtjylland og i Region Hovedstaden. Det kom også bag på dem, at der i selvsamme øjeblik, som de stod med en opgave til 2,4 milliard kroner, blev finanskrise. Den oprindelige investor sprang fra. Med et overskud i omegnen af 100.000 kroner havde Samariten derfor akut brug for en stærk finansiel partner. En investor, der nu skulle være fundet i udlandet, men som Samariten ikke vil sige meget om: “Han er på banen, det er kun en forhandling, det drejer sig om”, siger Jørn-Ole Didriksen.

Samariten håber, at pengene er på plads inden nytår, og at en overenskomst er på plads inden jul, så ansættelserne kan begynde. Men både FOA og 3F siger i dag, at de ikke forhandler med Samariten og fastholder den blokadevarsel, der er udsendt.

Regionsformand er rystet

Samaritens indrømmelse ryster regionsformand Bent Hansen (S) fra Region Midtjylland, der sammen med Region Sjælland og Region Hovedstaden fra 1. september skal have Samariten-ambulancer kørende. “Den udmelding virker ikke særligt seriøs. Det er en opgave, hvor intet må gå galt, og derfor er jeg overrasket over at høre, når Samariten siger, at man ikke har tænkt tingene igennem”, siger regionsformanden til TV2/Lorry.

Region Midtjylland forventes at underskrive aftalen med Samariten om ambulancekørsel i dele af Midtjylland den 19. december, og Bent Hansen vil ikke på forhånd løbe fra aftalen. “Jeg går som udgangspunkt ud fra, at det er seriøse partnere vi har med at gøre, og at de har dokumentationen i orden. Hvis det modsatte opstår, så tror jeg på, at der er andre, der vil overtage opgaven”, siger han. Når aftalen er underskrevet i Region Midtjylland har Samariten otte dage til at stille garanti for omkring 70 millioner kroner.

Reddere: Det kommer til at koste liv

I Reddernes Landsforening har der hele tiden været tvivl om Samaritens evner. Og de nye meldinger gør ikke formand Palle Thirstrup mere tryg ved det svenske firma, der lige nu blot kører med 20 ambulancer i Stockholm.

“Jeg ved ikke, om de havde regnet med at få et område eller to i Danmark med en syv-otte biler. Men hvis det er tilfældet, så kommer det til at virke umuligt, for nu skal de altså have gang i omkring 100 biler”, siger han. “Jeg er spændt på at se, hvad der berettiger den store risikovillighed fra politikerne, specielt i Region Sjælland, hvor Samariten overtager alt kørslen. Det kommer til at koste menneskeliv”, siger Palle Thirstrup.<

Annonce