Stor forskel på regionernes afvisning af at sende ambulancer

Arkivfoto

Når borgerne i Region Sjælland ringer 112 om sygdom eller tilskadekomst, så afviser regionens vagtcentral at sende en ambulance i 29 % af tilfældene. Dermed er Region Sjælland den region, hvor det er sværest at få sendt en ambulance. I den anden ende af listen finder man Region Nordjylland, som kun afviser 12 % af 112-opkaldene.

Siden maj 2011 har det været de fem regioners AMK-vagtcentraler, som har stået for visitationen af alle 112-opkald vedrørende sygdom eller tilskadekomst. Tidligere var det politiets alarmcentraler, som vurderede, om der på baggrund af et 112-opkald skulle afsendes en ambulance, men i dag er det sundhedsfaglige medarbejdere hos regionerne, der vurderer, hvilken hjælp, som der er behov for, og hvordan den enkelte udrykning skal prioriteres.

En ny opgørelse fra Danske Regioner viser imidlertid, at der er stor forskel på, hvordan de enkelte regioner håndterer 112-opkaldene. I 1. kvartal 2012 afviste Region Sjælland således at sende en ambulance ved 29 % af alle de 112-opkald, som regionens AMK-vagtcentral modtog. I Region Hovedstaden er andelen 26 %, mens Region Midtjylland siger nej til at sende en ambulance ved 24 % af 112-opkaldene.

I den anden ende af listen finder man Region Nordjylland, der kun afviste at sende en ambulance i 12 % af tilfældene. Det er næsten samme andel som i Region Syddanmark, hvor 12,5 % af 112-opkaldene ikke førte til en ambulanceudrykning.

Når regionerne afviser at sende en ambulance, betyder det dog ikke, at patienten ikke får hjælp. I stedet får patienterne nemlig rådgivning om andre former for hjælp, f.eks. egenomsorg eller kontakt til vagtlæge, skadestue eller egen læge. I nogle regioner er der også mulighed for at henvise til siddende sygetransport, hvis det vurderes, at patienten skal til behandling, men ikke har behov for en ambulance.

I alle regioner med undtagelse af Region Syddanmark har den del af 112-opkaldene, hvor der ikke sendes en ambulance, været stigende fra 4. kvartal 2011 til 1. kvartal 2012. Region Sjælland tegner sig for den største stigning: Her steg andelen fra 24 % til de nævnte 29 %. I de tre andre regioner er andelen steget med to procentpoint.

Annonce