Regioner retter hård kritik mod regeringen og Dansk Folkeparti

Foto: Anna Marin

Med fredagens beslutning om at placere den fjerde akutlægehelikopter i Saltum har regeringen og Dansk Folkeparti valgt en løsning, der ikke sikrer den bedste hjælp til flest mulige danskere. Sådan lyder kritikken fra Danske Regioner, som fremhæver, at den placering, som regionerne selv foreslog, ville have givet hurtig hjælp til 10 gange så mange borgere.

”Hvis regeringen og Dansk Folkeparti havde lyttet til regionernes faglige anbefaling til helikopterens placering, havde 10 gange så mange borgere kunnet få hjælp fra helikopteren inden for 20 minutters flyvetid. Det undrer mig, at regeringen og Dansk Folkeparti ikke fokuserer skarpere på at sikre den bedste hjælp til flest muligt danskere.”

Sådan siger Stephanie Lose, der er formand for Danske Regioner, efter at regeringen og Dansk Folkeparti fredag kunne offentliggøre placeringen af landets fjerde akutlægehelikopter: Saltum i Vendsyssel.

Danske Regioner anbefalede ellers i maj Sundheds- og Ældreministeriet at placere den nye helikopter i Jammerbugt Kommune nær Brovst og samtidig flytte Skive-helikopteren sydpå til Herning Kommune og Billund-helikopteren til Assens Kommune, mens Ringsted-helikopteren skulle forblive i Ringsted. Ingen af de ting kommer imidlertid til at ske.

Bedre – men ikke optimal – dækning

Akutlægehelikopterne kan sikre specialiseret behandling til patienter, der bor langt fra landets fire store universitetshospitaler i Aarhus, Aalborg, Odense og København. Helikopterne skal derfor særligt dække de omkring 1,3 mio. borgere, der bor mere end 40 minutters ambulancekørsel fra de store hospitaler

”I regionerne er det vores kerneopgave at hjælpe flest danskere bedst muligt. Det er akutlægehelikopterne med til, de er livsvigtige, og de sørger for hurtig, specialiseret hjælp i Danmarks yderområder. Den nye, fjerde helikopter dækker Vendsyssel meget bedre end hidtil, men alligevel må jeg desværre sige, at placeringen i Saltum ikke er optimal”, siger Stephanie Lose.

Akutlægehelikopteren i Saltum vil kun dække 10 procent af de 1,3 mio. danskere med potentielt behov for helikopterhjælp. Hvis regeringen og Dansk Folkeparti havde fulgt regionernes anbefalinger om en placering nær Brovst, ville helikopteren inden for 30 minutter kunne nå 90.000 flere borgere.

Undrer sig over manglende flytning

”Når der nu kommer en fjerde helikopter, har jeg svært ved at forstå, at man ikke også vælger at rykke rundt på de to eksisterende jyske helikopterbaser, så helikopterne dækker hele Danmark mere effektivt. Det handler om at få mest mulig sundhed for skatteborgernes penge og at sikre lige adgang til sundhed, uanset hvor i landet du bor,” siger Stephanie Lose og supplerer:

”Baserne i Saltum og Skive kommer til at dække 282.000 borgere, mens Billund og Ringsted så dækker ca. en million borgere. Det kunne godt være fordelt bedre.”

Annonce