Regioner går sammen om indkøb af ambulancer

De fem regioner er for første gang gået sammen om et fælles udbud af ambulancekøretøjer. Udbuddet skal give bedre priser – og skal være med til at sikre øget konkurrence på ambulanceområdet. I første omgang er det Region Syddanmark, Region Midtjylland og Region Hovedstaden, som vil købe nye ambulancer, men også de to øvrige regioner kan tilslutte sig udbuddet.

Region Syddanmark vil købe ambulancer til planlagt udskiftning af køretøjer i Ambulance Syd, mens Region Midtjylland skal købe ambulancer til egen drift af op til fire beredskaber fra sommeren 2019. Endelig skal Region Hovedstaden have nyt køretøj til sociolancedrift og to nye ambulancer.

Regionerne forventer at kunne sikre en fordelagtig aftale ved at samarbejde og derved få et udbud med et større volumen. Desuden har de øvrige to regioner mulighed for at tilslutte sig udbuddet, der er en rammeaftale med løbende indkøb af flere køretøjer efter behov.

Fokus på bårerummet

Lægefaglig direktør i Region Midtjyllands Præhospital, Per Sabro Nielsen, fortæller, at der er stor fokus på indretning af bårerummet i de kommende ambulancer:

”Det er afgørende, at bårerummet i ambulancen fungerer godt. Bårerummet er de sundhedsfaglige medarbejderes arbejdsplads, og det skal være indrettet, så de har gode arbejdsforhold og dermed kan koncentrere sig om behandling af patienten. Derfor lægger vi også op til, at tilbudsgiverne skal konkurrere på indretning af bårerummet.  Ambitionen er, at vi får de nyeste, bedste og mest fleksible løsninger på markedet”.

Skal fremme konkurrencen

Det fælles udbud er et led i regionernes indsats for at fremme konkurrencen på ambulanceområdet. Med et fælles udbud, der skal munde ud i en rammeaftale for indkøb af køretøjer, vil alle regioner være klar til indkøb af køretøjer. Det kan regionerne gøre, hvis der viser sig ikke at være konkurrence ved næste runde af udbud af ambulancedriften.

Regionernes ambition er desuden, at det fælles ambulanceudbud kan åbne op for et endnu tættere og mere fleksibelt samarbejde om ambulancer mellem regionerne.

Annonce