Regioner: Flere reddere og sygeplejersker kan sikre ambulance-konkurrence

Der kan spares op til 200 mio. kr. om året, hvis der kommer mere konkurrence på ambulancekørslen. Det vurderer de danske regioner, som derfor lancerer 18 forslag, der skal styrke konkurrencen. Blandt andet vil regionerne sikre, at der uddannes flere reddere, og så skal andre faggrupper – særligt sygeplejersker – kunne anvendes til at bemande ambulancerne.

“Når der på det nærmeste er monopollignende tilstande på området, er der risiko for, at priserne bliver for høje, og det ønsker vi naturligvis at undgå”, siger næstformand i Danske Regioner, Ulla Astman med henvisning til, at Falck i dag sidder på ca. 70-80 pct. af regionernes ambulancedrift.

Regionernes mål er derfor, at der i fremtiden er flere aktører, der afgiver tilbud, når regionerne udbyder opgaver på ambulanceområdet. Hvis konkurrencen styrkes, kan regionerne samlet set formentligt spare 5-10 pct. af de knap 2 milliarder kr., som årligt anvendes på ambulanceområdet. Det viser skøn baseret på regionernes hidtidige erfaringer med udbud af opgaver på ambulanceområdet.

Forslag skal indgå i kommende udbud

En faglig arbejdsgruppe nedsat af regionerne kommer nu med anbefalinger om, hvordan konkurrencen kan øges. Det sker med 18 anbefalinger til, hvad regionerne fremover kan gøre. Anbefalingerne er blevet drøftet i Danske Regioners bestyrelse, og sendes nu ud til de enkelte regioner, som led i forberedelsen af næste runde udbud på ambulanceområdet.

”Regionerne har i dag et godt samarbejde med Falck. For at få mere sundhed og behandling for pengene, er der dog brug for sundere konkurrence. Netop her leverer rapporten mange interessante bud på, hvad regionerne fremover selv kan gøre, for at det sker. Det gælder f.eks. forslaget om, at regionerne selv varetager en del af ambulanceopgaverne”, siger Ulla Astman.

De 18 anbefalinger
  1. Rekruttering af ambulancepersonale er den væsentligste udfordring for nye ambulanceoperatører. Regionerne skal sikre, at der uddannes nok redderelever, eventuelt ved at eleverne ansættes hos regionerne.
  2. Ambulancebekendtgørelsen skal ændres, så andre relevante faggrupper, f.eks. sygeplejersker, kan bemande ambulancerne.
  3. Ambulancebehandleruddannelsen skal forankres i sundhedsfagligt regi.
  4. Der skal sikres konkurrencedygtige overenskomster, som ikke forhindrer fair konkurrence mellem offentlige og private operatører.
  5. Regionerne skal overveje selv at drive baser, så nye operatører ikke skal investere i bygninger.
  6. Regionerne skal tilpasse deres krav til operatørers erfaring, robusthed og sikkerhedsstillelse ved udbud.
  7. Udbud skal ske efter beredskabsmodellen i stedet for responstidsmodellen.
  8. Regionerne skal overtage ansvaret for ambulancepersonalets efteruddannelse, der ellers stiller krav til operatørernes lægefaglige ekspertise.
  9. Ambulancekørsel og liggende sygetransport skal udbydes separat.
  10. Ambulanceudbud skal opdeles i delområder.
  11. Regionernes udbud skal koordineres, så nye operatører kan fokusere på ét udbud ad gangen.
  12. Regionerne skal aftale fælles krav til f.eks. uddannelse, kvalitet og arbejdsmiljø i udbuddene.
  13. Forud for udbud skal der gennemføres teknisk dialog med potentielle operatører.
  14. Konkurrence skal formentlig komme fra udlandet, og regionerne skal arbejde for at informere potentielle operatører og investorer om det danske marked.
  15. Der skal udarbejdes kontrolbud ved udbud, og der skal aftales fælles forudsætninger om f.eks. vagtformer og takster.
  16. Det skal inden udbud tilkendegives politisk, at regionen er klar til at hjemtage opgaven, hvis kontrolbud viser, at regionen selv er bedst og billigst.
  17. Regionerne skal arbejde med muligheden for at stå for egen drift for at fremme konkurrencen.
  18. På liggende sygetransport er barriererne for nye operatører mindre, og regionerne skal styrke informationsindsatsen, herunder oplyse om, at opgaven kan varetages af ikke-sundhedspersoner.

Annonce