Regioner: Dispensation er kun blevet brugt få gange

Sundhedsstyrelsens dispensation, der giver regionerne mulighed for at anvende elever som den ene redder på landets ambulancer, er langt fra blevet brugt så meget, som en ny undersøgelse fra 3F og Reddernes Udviklingssekretariat ellers tydede på. På landsplan er den aktuelle dispensation således kun blevet brugt 292 gange. Ifølge reddernes undersøgelse havde 25 pct. af redderne ellers oplevet at køre med en elev på dispensation.

Den aktuelle dispensation fra Sundhedsstyrelsens trådte i kraft i december 2021. Den indebærer, at regionerne kan bemande ambulancerne med redderelever, der har gennemført 3. skoleperiode. Eleverne fungerer i så fald som 2. mand på ambulancerne, altså sammen med en uddannet ambulanceredder. Normalt fungerer eleverne ellers kun som 3. mand på ambulancerne – altså sammen med to uddannede ambulancereddere – som led i deres uddannelse.

Ifølge nye tal fra de fem regioner er det dog ikke en dispensation, der er blevet brugt særligt tit. Den aktuelle dispensation, der altså blev udstedt i december 2021, er ifølge regionerne blevet anvendt i følgende omfang:

  • Region Hovedstaden: 188 gange
  • Region Midtjylland: 20 gange
  • Region Nordjylland: 9 gange
  • Region Sjælland: 75 gange
  • Region Syddanmark: 0 gange

En undersøgelse, som Reddernes Udviklingssekretariat under 3F har gennemført i samarbejde med Analyse Danmark, tydede ellers for nyligt på et helt andet billede. Undersøgelsen viste således, at hele 25 pct. af redderne på landsplan havde oplevet at køre med en elev som led i dispensationsordningen. Denne undersøgelse var dog ikke afgrænset til den seneste dispensationsperiode.

Annonce