Den kommende akutlægehelikoptertjeneste, der med tre helikoptere bliver landsdækkende, skal være klar til indsats 98,5 % af tiden. Det understreger Danske Regioner, efter at der fra politisk side har været rejst kritik af, at der ikke er taget højde for, at hviletidsbestemmelserne indebærer, at mandskabet skal have otte timers sammenhængende hvile.
Det er Dansk Folkeparti, der på flere områder har kritiseret den kontrakt, som regionerne efter et udbud har indgået med selskabet Norsk Luftambulanse.
Kritikken går først og fremmest på, at regionerne på den ene side kræver, at helikopterne skal være til rådighed døgnet rundt. Men på den anden side indebærer hviletidsbestemmelserne, at helikopternes mandskab må blive på jorden, hvis de i løbet af vagten ikke har fået otte timers sammenhængende hvile – og regionerne har ikke krævet, at der sker vagtskifte, hvis hviletiden ikke kan overholdes.
Ifølge Danske Regioner var der imidlertid ingen af tilbudsgiverne, som kunne garantere 100 % beredskabstid for helikopterne. De tilbud, der operererede med den højeste garanterede beredskabsprocent, lå på hhv. 99 % og 98,5 %. Kontrakten gik til Norsk Luftambulanse, der garanterer en beredskabsprocent på 98,5 %. Garantien indebærer, at der etableres et back-up-beredskab, som kan aktiveres, når den aktive tjenestetid opbruges for det eksisterende mandskab.
Samtidig skal Norsk Luftambulanse betale en bod, hvis selskabet ikke kan leve op til den garanterede beredskabsprocent. Ifølge Danske Regioner sikrer det, at leverandøren forpligtes af den garanterede beredskabsprocent, som indgår i tilbuddet.
Danske Regioner afviser også Dansk Folkepartis kritik af, at tilbuddet fra Norsk Luftambulanse er baseret på, at selskabets reservehelikopter er placeret i Norge. Ifølge regionerne blev der nemlig i udbudsmaterialet stillet krav om, at en reservehelikopter skal være til rådighed inden for 12 timer i tilfælde af akut opståede problemer med en af de tre hovedhelikoptere i flåden. Og løsningen fra Norsk Luftambulanse lever ifølge regionerne fuldt ud op til det krav.