Region Nordjylland vil spare 7 mio. kr. på det præhospitale beredskab. Pengene skal findes ved en såkaldt ”driftsoptimering”. Det har regionspolitikerne besluttet i en ny budgetaftale for 2024. Endvidere skal der gennemføres en stor analyse af det samlede præhospitale setup. Der afsættes dog også 2,5 mio. kr. til flere køretøjer til liggende sygetransport.
I forvejen er det præhospitale beredskab i Region Nordjylland økonomisk presset, og udsigten til et underskud på 4 mio. kr. i år fik før sommerferien regionen til at beslutte, at op til fire ambulancer eller akutbiler dagligt kan tages ud af drift.
Ikke desto mindre vurderer de nordjyske regionspolitikere, at der er mulighed for en såkaldt ”driftsoptimering” i det præhospitale beredskab. Det fremgår af en netop indgået budgetaftale for 2024:
”Der er nu efter to års drift indhentet erfaringer i forhold til driften af det præhospitale område. Det er vurderingen, at der er grundlag for at foretage en driftsoptimering beløbende sig til 7 mio. kr. uden at det påvirker overholdelse af servicemålene. Forligspartierne beder den præhospitale virksomhed om at præcisere konditionerne. Såfremt driftsoptimeringen ikke kan realiseres indenfor det nuværende serviceniveau, skal der ske en fornyet drøftelse i forligskredsen”, skriver partierne i budgetaftalen.
Analyse skal være klar medio 2024
Samtidig har partierne aftalt, at det præhospitale område skal gennem en større analyse:
”De sidste år har den præhospitale virksomhed undergået store forandringer. Der er tilført flere akutbiler og paramedicinerbiler – både via regional og national finansiering, ligesom der er tilkommet yderligere en akutlægehelikopter. På den baggrund beder forligspartierne administrationen om at gennemføre en analyse af det samlede præhospitale set-up i Region Nordjylland. Analysen forankres i Udvalg for Det nære Sundhedsvæsen og forventes at foreligge medio 2024”, fremgår det af budgetaftalen.
Udover disse ændringer vil der blive afsat 2,5 mio. kr. til flere køretøjer til liggende sygetransport (kørsel D). En anden ændring er, at Den Præhospitale Virksomhed i regionen overtager lægevagtens udkørende funktion om natten fra 1. september 2024. Det skal fremover give en besparelse på 5 mio. kr. om året.