Region vil kautionere for ambulanceoperatørers leasingaftaler

Ambulanceoperatørerne i Region Hovedstaden vil fremover kunne få hjælp fra regionen, som tilbyder at kautionere for leasingforpligtelserne, når der skal indkøbes nye ambulancer. Regionen vil stille kaution for op til 80 pct. af ambulancernes værdi. Til gengæld vil regionen fremover også være berettiget til at overtage ambulancerne, hvis aftalen ophører.

Region Hovedstaden beskriver den nye kautionsmulighed i en besvarelse til regionsrådsmedlem Torben Kjær fra Enhedslisten. Han har stillet en række spørgsmål vedrørende regionens beslutning om at prækvalificere den nye operatør PreMed til at byde på ambulancekørslen i det igangværende udbud.

Torben Kjær har blandt andet spurgt ind til, om regionen har sikret sig, at PreMed har økonomi til at indkøbe ambulancer. Regionen understreger i svaret, at PreMed er blevet prækvalificeret sammen med hovedejeren, finske 9Lives Pirkanmaa OY, og at de to selskaber dermed begge vil være forpligtede af en eventuel kontrakt.

Samtidig oplyser Region Hovedstaden, at regionen tilbyder at kautionere for operatørens leasingforpligtelse, hvis operatøren vælger at lease de ambulancer, som skal anvendes. I praksis vælger ambulanceoperatørerne i dag altid at lease deres ambulancer, og regionen vil kautionere for op til 80 pct. af værdien af de leasede aktiver samt til op til 80 pct. af leverandørens samlede forpligtelse over for leasingfirmaet.

Operatører skal stille sikkerhed

Fremtidige operatører skal endvidere ved kontraktunderskrift stille sikkerhed på 10 pct. af det faste, årlige grundvederlag ekskl. moms for de første 12 måneder af driftsperioden. Sikkerhedsstillelse opgøres pr. delaftale. Sikkerheden kan dog efter et år nedskrives til 5 pct. af kontraktsummen, hvis regionen kan konstatere, at operatøren på overbevisende og uproblematisk måde leverer sine ydelser.

Skulle det alligevel gå galt for en operatør, så påpeger Region Hovedstaden, at det i de nye kontrakter vil være fastsat, at Region Hovedstaden er berettiget til at overtage operatørens køretøjer til den aktuelle værdi. Det kan ske, hvis kontrakten ophører, uanset årsagen hertil. Det kan f.eks. være, hvis operatøren misligholder kontrakten.

Region kan opsige kontrakt inden opstarten

Torben Kjær udtrykker også bekymring for, om PreMed i givet fald kan nå at ansætte nok ambulanceredder. Men den bekymring deler Region Hovedstaden ikke:

”Region Hovedstaden har i forbindelse med udbuddet aktiveret virksomhedsoverdragelsesloven, hvilket indebærer, at personalet fra de nuværende leverandører kan overgå til en kommende leverandør. Begge de nuværende leverandører har været meget positive overfor at medvirke til dette. Efter kontraktens underskrivelse skal leverandøren i forbindelse med forberedelsen til driftsstart aflevere tre milepælsplaner inden for en aftalt deadline. Region Hovedstaden kan anmode leverandøren om at ændre planen/planerne eller iværksætte samt dokumentere justerende handlinger, der sikrer, at leverandøren er klar til driftsstart”, skriver regionen – og fortsætter:

”Leverandøren er forpligtet til at indgå i et koordinationsforum vedrørende rekruttering af personale. I dette forum vil alle Region Hovedstadens leverandører indgå, herunder nuværende leverandører og leverandører fra andre delaftaler. Formålet med forummet er at sikre, at rekrutteringsprocessen foregår på en hensigtsmæssig måde, og at leverandøren opnår et mere sikkert billede af den forventede ansættelsessituation ved opstart af kontrakten”.

Samtidig påpeger Region Hovedstaden, at regionen har mulighed for at opsige kontrakten indtil et halvt år efter kontraktindgåelsen. Opsigelsen vil kunne blive aktuel, hvis Region Hovedstaden ikke er tilfreds med operatørens forberedende arbejde frem mod driftsstart, eller hvis operatøren har opført sig illoyalt.

Annonce