Region vil indgå lange lejeaftaler med Falck

Google Streetview
Falck-stationen i Maribo.

Når Region Sjælland næste år hjemtager halvdelen af ambulancekørslen, så vil syv af regionens 16 ambulancebaser bliver placeret på de nuværende Falck-stationer. Som udgangspunkt indgår regionen tre-årige lejeaftaler med Falck, men i Maribo og Nykøbing F er der behov for større renovering for at skabe ”ordentlige forhold” for redderne. Det kræver dog, at der indgås lejeaftaler på op til 10 år.

Den 1. februar 2024 overtager Region Sjælland ambulancekørslen i distrikterne Køge og Nykøbing Falster. Dermed vil 16 af de 33 ambulancebaser i Region Sjælland fremover skulle drives af regionen, mens Falck driver resten.

Otte af de 16 ambulancebaser vil blive nybyggerier på grunde, som Region Sjælland enten har overtaget eller ejer i forvejen. På yderligere én base – i Lejre – overtager regionen Falcks nuværende lejeaftale med Lejre Kommune. De sidste syv baser indrettes på Falcks stationer.

Behov for større renovering af to stationer

Som udgangspunkt indgår Region Sjælland tre-årige lejeaftaler med Falck. Regionen bemærker dog, at nogle af Falck-stationerne er af ældre dato og kræver renovering. De fleste steder er der tale om mindre renoveringer, men i Maribo og Nykøbing Falster er billedet anderledes. Her er stationerne så nedslidte, at der er behov for større renoveringer for at skabe det, der af regionen betegnes som ”ordentlige forhold” for redderne.

Falck har oplyst, at redningskorpset gerne står for renoveringerne, men i Nakskov og Nykøbing Falster har Falck stillet som betingelse, at regionen til gengæld indgår længerevarende lejeaftaler. Konkret vil der være tale om en seks-årig lejeaftale i Nykøbing Falster og en 10-årig lejeaftale i Maribo. Dette er regionen indstillet på at acceptere, men det skal dog godkendes politisk.

Annonce