Region vil have eldrevne ambulancer

Arkivfoto: Niels Aage Skovbo

Ambulancer og køretøjer til liggende sygetransport skal anvende ikke-fossile brændstoffer, således at der f.eks. bliver tale om eldrevne køretøjer. Det har Region Midtjylland besluttet i forbindelse med det kommende udbud af ambulancekørsel og sygetransport. Det nye krav vil dog først gælde fra 2026 og 2031.

Forventningen i Region Midtjylland er, at der i de kommende år vil ske en stor teknologisk udvikling i forhold til køretøjer, som anvender ikke-fossile brændstoffer. Med den teknologiske udvikling falder priserne på disse køretøjer på sigt, og deres rækkevidde og driftssikkerhed øges.

Regionen anerkender dog også, at der i det præhospitale beredskab er særlig grund til at vægte rækkevidde og driftssikkerhed højt, ligesom der er store krav til hastighed, acceleration og det samlede energiforbrug, herunder til behandlingsudstyr og udrykningsudstyr. På nuværende tidspunkt vurderer regionen derfor ikke, at det vil være realistisk at stille krav om brug af ikke-fossile brændstoffer, når nye ambulancekontrakter træder i kraft den 1. december 2021.

Eldrevne køretøjer i videst muligt omfang

Imidlertid vil Region Midtjyllands udbud bestå af tre perioder á fem år, og når den anden periode starter – det vil sige 1. december 2026 – vil regionen stille krav om, at køretøjer til liggende sygetransport i videst muligt omfang skal være ikke-fossilt drevne, f.eks. eldrevne køretøjer.

Når den tredje periode starter – det vil sige 1. december 2031 – vil samme krav gælde for ambulancer.

Ingen ændringer for akutlægebiler

Allerede i den første periode vil der dog også blive stille miljøkrav. Her vil udgangspunktet være dieseldrevne køretøjer, som overholder den højeste norm for begrænsning af udledning (Euronorm 6). Der vil dog være mulighed for, at leverandørerne anvender køretøjstyper med mindre fossilt brændstofforbrug, hvis de står inde for deres rækkevidde og driftssikkerhed. Der kan f.eks. være tale om hybridteknologi.

For regionens akutlægebiler gælder samme høje krav til hastighed og acceleration, og derfor har regionen besluttet, at man frem til 2022 vil anvende den nuværende rammeaftale, som omfatter dieseldrevne køretøjer.

Annonce