Region Syddanmarks nye disponeringssystem til AMK-vagtcentralen er sat i drift

Et nyt disponereringsystem til Region Syddanmarks AMK-vagtcentralen samt et tilhørende system til navigation og opgavestyring i ambulancerne er efter afvikling af en række prøver blevet sat i drift. Kontrakten blev indgået i juni 2018, og siden da er der afviklet en række workshops med systemets kommende brugere.

Det er virksomheden SimaTech, som fik kontrakten om implementering af et nyt disponeringssystem til AMK-vagtcentralen med tilhørende navigations- og opgavestyring i ambulancerne. Kontraktsummen er 7,9 mio. kr.

Det nye system skal sikre, at regionen har et stabilt og tidssvarende it-system til understøttelse af arbejdsgangene på AMK-vagtcentralen i form af sundhedsfaglig visitation og teknisk disponering m.m. samt i de præhospitale køretøjer i form af navigation og opgavestyring.

Fejl skal rettes inden driftsprøve

Efter en fabriksprøve og en række tekniske test af systemet, blev systemet godkendt til at kunne gå i drift ved godkendelsen af overtagelsesprøven 19. juni 2019.

I tiden umiddelbart op til idriftsættelsen blev de kommende brugere af systemet uddannet og forberedt til at overgå til det nye system. Selve idriftsættelsen fandt sted søndag den 22. september 2019. Det blev besluttet at vælge et tidspunkt, hvor AMK-vagtcentralen normalt ikke oplever travlhed. Dermed kunne man minimere eventuelle fejls påvirkning af driften.

Efter idriftsættelsen er der ifølge Region Syddanmark dukket nogle fejl op, som der arbejdes på at rette. Når disse fejl er rettet, skal systemet anvendes et stykke tid, inden den afsluttende driftsprøve.

Skal integreres med tysk vagtcentral

Herudover arbejdes der på den digitale integration til den tyske vagtcentral Leitstelle Nord i Harrislee. Det vil gøre, at opgaver kan udveksles direkte mellem vagtcentralerne. Derved opnås hurtigere responstider og en mere effektiv udnyttelse af de præhospitale ressourcer på begge sider af grænsen, ligesom man fjerner den kilde til fejl, som den manuelle oversendelse af opgaver medfører.

Finansieringen af integrationen er fra dansk side indarbejdet i projektbudgettet til kontrolrums-it, og på tysk side er finansieringen faldet på plads via midler fra Interreg-projektet ”Beredskab uden Grænser 2.0”.

Udgifterne til implementeringen af projektet forventes at kunne afholdes inden for den afsatte anlægsbevilling.

Annonce