Heller ikke Region Syddanmarks beredskab klarede akkreditering i første forsøg

Heller ikke det præhospitale beredskab i Region Syddanmark klarede fuldt ud sin akkreditering i første forsøg. I sidste måned var det Region Nordjylland, som på flere væsentlige områder ikke opfyldte kvalitetsstandarderne, og nu har de eksterne surveyors delvist vendt tommelfingeren nedad for Region Syddanmark. Det er især manglende medarbejderudviklingssamtaler med ambulancelæger, manglende uddannelse i håndhygiejne og manglende beskrivelse af nødkommunikationen, som gør, at regionen har fået en akkreditering med anmærkninger.

Region Syddanmark var den tredje region, som skulle akkrediteres efter den Den Danske Kvalitetsmodel, DDKM. Og Falck, der står for ambulancekørsel og teknisk disponering i Region Syddanmark, fik sin tredje akkreditering uden anmærkninger.

Derimod skal Region Syddanmarks eget præhospitale beredskab, som består af den sundhedsfaglige del af AMK-vagtcentralen samt akutlægebilerne, have et fornyet besøg af de eksterne surveyors, inden beredskabet kan få status af akkrediteret.

”Den Præhospitale Virksomhed, Region Syddanmark opfylder ikke alle standarder i DDKM, og den manglende opfyldelse anses for at være væsentlig”, fremgår det af surveyrapporten, der dog også slår fast, at standarderne forventes at kunne blive opfyldt, når der inden for seks måneder gennemføres en ny survey af de punkter, som der er problemer med.

Det første større problem, som der peges på i rapporten, er at der ikke er gennemført medarbejderudviklingssamtaler med ambulancelægerne. Det gør, at kvalitetsstandarden for uddannelse og kompetenceudvikling ikke opfyldes. Heller ikke standarden om håndhygiejne er opfyldt, for her er der ikke nogen systematisk vedligeholdelsesuddannelse i håndhygiejne eller dokumentation for uddannelsen.

Når det gælder kommunikationsudstyr påpeger rapporten, at Region Syddanmark mangler en beskrivelse af alternative kommunikationsveje ved nedbrud af det primære kommunikationsudstyr samt forholdsregler mod tyveri og misbrug af kommunikationsmidler. De krævede aktiviteter inden for kvalitetsforbedring på kommunikationsområdet er heller ikke igangsat.

Region Syddanmark indførte i oktober en ny journal, som skulle sikre, at patienters informerede samtykke blev dokumenteret, men de steder, hvor den nye type journal endnu ikke er taget i brug, glemmes det hyppigt at anføre samtykket. Men da der er aktiviteter i gang for at sikre opfyldelsen, får Region Syddanmark karakteren ”delvist opfyldt” på dette område. Det samme gælder i forhold til de opgaver, hvor behandlingen afsluttes på stedet. Her konstateres det, at en akutlæge i Aabenraa i 6 ud af 10 journaler ikke journalførte de krævede oplysninger vedrørende afslutning på stedet.

Region Syddanmarks survey blev gennemført fra 8. til 12. oktober 2012, men inden for seks måneder kommer de eksterne surveyors altså på besøg igen.

Annonce