Dansk Førstehjælpsråd har indgået en samarbejdsaftale med Region Syddanmark. Aftalen indebærer, at Region Syddanmark fremover vil kunne gennemføre rådets førstehjælpsuddannelser i eget regi og udstede kursusbeviser med regionens navn og logo. Regionen vil blandt andet uddanne regionens akuthjælpere efter førstehjælpsrådets uddannelser.
”Region Syddanmark har indgået en samarbejdsaftale med Dansk Førstehjælpsråd, så akuthjælpere kan få kursusbeviser fra deres førstehjælpskurser”, fortæller præhospital chef Gitte Jørgensen, som tilføjer, at akuthjælperne dermed også kan få nytte af deres uddannelse, hvis der f.eks. kræves førstehjælpskursus i forbindelse med deres arbejde eller ved erhvervelse af kørekort.
”Det er positivt, at endnu en region indgår en samarbejdsaftale med førstehjælpsrådet”, siger Dansk Førstehjælpsråds formand, Thomas Egesborg Pedersen, der henviser til at Region Sjælland for et par måneder siden indgik en lignende aftale. ”Dels betyder samarbejdet, at akuthjælperne får et bevis, de kan bruge i forskellige situationer, hvor der er krav om førstehjælp, men det betyder også, at regionen får adgang til at undervise efter rådets uddannelsesplaner. For Dansk Førstehjælpsråd betyder det, at førstehjælperne nu tæller med i statistikken over, hvor mange der uddannes i førstehjælp hver år. Det er en win-win-win-situation”, siger han.
Allerede fra årsskiftet vil Region Syddanmarks førstehjælpsinstruktører kunne udstede førstehjælpsrådets kursusbeviser.