I dag varetager Falck den tekniske disponering på Region Syddanmarks AMK-vagtcentral i Odense, men fra 1. september 2015 hjemtager regionen opgaven. Det indebærer, at AMK-vagtcentralen skal ansætte 20 nye medarbejdere, hvoraf størstedelen dog kommer fra Falck, ligesom vagtcentralen skal have sin egen chef og flere lægekonsulenter.
AMK-vagtcentralen i Odense består i dag af to selvstændige enheder: Den sundhedsfaglige enhed, som visiterer 112-opkald, og den tekniske enhed, der disponerer ambulancer, akutbiler og akutlægebiler til de konkrete opgaver.
Falck varetager den tekniske disponering, mens regionen selv har ansvaret for den sundhedsfaglige visitation, som primært udføres af sygeplejersker. Men i forbindelse med sidste års udbud af ambulancekørslen blev det besluttet, at det ikke længere skulle være regionens ambulanceoperatør, som skulle varetage den tekniske disponering. I forbindelse med, at de nye ambulancekontrakter træder i kraft den 1. september 2015, hjemtager regionen derfor den tekniske disponering.
Øget bemanding
Region Syddanmark vil benytte lejligheden til at styrke AMK-vagtcentralen ved at oprette nye stillinger som vagtcentralchef og sekretær. Desuden skal antallet af tilknyttede lægekonsulenter øges – ifølge regionen fordi mængden af opgaver har vist sig ikke at kunne tilgodeses ved den nuværende lægenormering.
Antallet af tekniske disponenter er sat til 19 samt en leder af den tekniske disponering, og de nuværende tekniske disponenter virksomhedsoverdrages fra Falck.
Udgifter stiger med 2 mio. kr.
Hidtil har regionen betalt 8,5 mio. kr. om året til Falck for den tekniske disponering, og i første omgang var det forudsat, at AMK-vagtcentralens budget skulle øges med 3 mio. kr. på grund af hjemtagningen. En nærmere beregning har dog vist, at det reelle behov er en forøgelse på 2 mio. kr.