I 2025 udløber Region Syddanmarks kontrakt med det Falck-ejede Responce. Inden da skal der derfor tages stilling til, hvad der fremover skal ske med ambulancekørslen i regionen. Skal Responces distrikt i udbud? Skal de allerede hjemtagne distrikter i udbud? Eller skal al ambulancekørsel hjemtages? En beslutning ventes at blive truffet i januar 2023.
Efter ambulanceoperatøren BIOS’ spektakulære konkurs i 2016 hjemtog Region Syddanmark ambulancekørslen på Fyn, i Sønderjylland og Sydvestjylland, hvor opgaven nu varetages af det regionsejede Ambulance Syd. I det fjerde af regionens ambulancedistrikter, Trekantområdet, har det Falck-ejede Responce opgaven.
Responce kontrakt udløber imidlertid pr. 31. august 2025, og derfor vil regionen nu igangsætte en proces, hvor der skal tages politisk stilling til fremtidens ambulancetjeneste. Politikerne vil skulle beslutte, om der fortsat skal gennemføres udbud af hele eller dele af ambulancetjenesten, eller om opgaven helt skal hjemtages.
Dialog med potentielle operatører
Regionens plan er, at der i løbet af efteråret gennemføres en markedsdialog med interesserede operatører. På den baggrund skal der udarbejdes en strategi for den fremtidige ambulancetjeneste i regionen, som regionsrådet i januar 2023 skal tage stilling til.
Indtil der foreligger en beslutning fra regionsrådet, vil processen håndteret, som om det var besluttet, at regionen skal i udbud. Det indebærer, at alle potentielle tilbudsgivere vil blive behandlet lige og dermed få mulighed for konkurrere på lige fod i et eventuelt udbud af regionens ambulancetjeneste. Som led heri vil både regionens egen ambulanceoperatør, Ambulance Syd, og private operatører på lige vilkår blive inviteret til dialog med de udbudsansvarlige i regionen.