Region pressede Falck til at fyre ambulanceredder

Arkivfoto: Emil Stahl Pedersen

Efter en konflikt med ledelsen i Region Hovedstadens Akutberedskab måtte en ambulanceredder i 2020 indgå en fratrædelsesaftale. Men sagen sluttede ikke dér. Da redderen senere blev ansat i Falck, krævede redderens tidligere chef i Akutberedskabet, at Falck afskedigede redderen. Det skete med henvisning til en bestemmelse i kontrakten, der ellers er beregnet til at få afskediget reddere, der f.eks. har problemer med fagligheden.

I Falcks kontrakt med Region Hovedstaden er det fastsat, at regionen kan kræve, ”at en ambulancemedarbejder udelukkes (…) hvis vedkommende giver anledning til alvorlig eller gentagen kritik med rimelig begrundelse i sundhedsfaglige- eller andre kompetencer og adfærd”.

Formålet med den bestemmelse er at forhindre fortsat ansættelse af en ambulanceredder, der f.eks. er medicinafhængig, fagligt inkompetent eller har grænseoverskridende adfærd over for borgerne. Men Region Hovedstaden har også brugt bestemmelsen til at få afskediget en redder, som har haft en konflikt med chefer i regionen.

Det skriver Berlingske Tidende.

Kritiserede chef for forskelsbehandling

I 2020 kritiserede en tillidsvalgt ambulanceredder hos Region Hovedstadens Akutberedskab sin chef for forskelsbehandling af medarbejderne, og chefen og redderen endte i en konflikt, der kulminerede med, at redderen kaldte en anden leder for ukvemsord.

Redderen blev derefter fritstillet og måtte forlade Akutberedskabet ”på grund af uoverensstemmelser omkring samarbejdet”, som det hedder i fratrædelsesaftalen.

Men redderen blev kort tid efter ansat hos Falck. Efter to uger på sin nye arbejdsplads blev redderen imidlertid kaldt op til sin nye leder i Falck. Den nye leder beklagede, men sagde ifølge redderen, at han desværre ikke kunne arbejde som ambulanceredder ved Falck alligevel. Årsagen: Hans tidligere enhedschef i Region Hovedstadens Akutberedskab havde kontaktet redderens nye arbejdsplads, Falck, og krævet, at Falck afskedigede ham. Det fortæller redderen til Berlingske Tidende.

Det fremgår af opsigelsen fra Falck, at ”årsagen til opsigelsen er, at du jf. krav fra Region Hovedstaden er udelukket fra at virke som ambulancemedarbejder efter kontrakten mellem Region Hovedstaden og Falck”.

”Det virkede som misbrug af kontrakten, at ledelsen på den måde jagtede mig. Jeg var jo ikke ude af stand til at køre ambulance på min nye arbejdsplads, fordi jeg havde haft en konflikt med min tidligere leder”, siger redderen til Berlingske Tidende.

FOA gik ind i sagen og forhandlede med regionsledelsen ad flere omgange, hvorefter regionen endte med at trække kravet om udelukkelse tilbage, men på betingelser, som redderen ikke kunne acceptere. Derfor har redderen fået job et andet sted i dag.

”Management by fear”

For mange af de tilbageværende medarbejdere understreger sagen, at dele af ledelsen i Region Hovedstadens Akutberedskab er villige til at gå langt, hvis man som medarbejder kommer på tværs. Det har gjort medarbejdere bange.

”Sagen er et udtryk for management by fear. Hvis du ikke retter ind, hvis du siger en leder imod, risikerer det at få ansættelsesmæssige konsekvenser – og i så stort et omfang, at ledelsen faktisk kan fratage dig muligheden for dit levebrød. Jeg synes, det er magtmisbrug i yderste potens”, siger en medarbejder i Region Hovedstadens Akutberedskab til Berlingske Tidende.

Annonce