Region: Politikere fik forkerte oplysninger om responstider

Da politikerne i Region Nordjylland i sidste måned behandlede en opgørelse over ambulancernes responstider, så var en betydelig fejl i opgørelsen. Ifølge de tal, som politikerne blev præsenteret for, var ambulancerne blevet markant langsommere, men reelt var der kun tale om en mindre ændring. Nu vil regionen ændre på procedurerne for at undgå lignende fejl i fremtiden.

Regionrådet i Region Nordjylland blev på et møde den 31. januar 2017 præsenteret for en ny opgørelse over ambulancernes responstider. Ifølge opgørelsen var der sket en markant – og negativ – udvikling i den såkaldte 90-procents-kvartil. Den viser, hvor lang tid der går, inden de hurtigste 90 procent af ambulancerne er fremme. Opgørelsen viste, at der i 4. kvartal 2016 gik 19:40 minutter, inden de 90 procent hurtigste ambulancer var fremme, og det var en markant forværring i forhold til samme periode i 2015 – faktisk var ambulancerne ifølge opgørelsen blevet hele 4:32 minutter langsommere.

Der var imidlertid tale om en fejl i opgørelsen. Ambulancerne var godt nok blevet langsommere, men kun mere beskedne 0:28 minutter. Det oplyser Region Nordjylland.

”Administrationen har taget skridt til at stramme op på de interne procedurer, så lignende fejl kan undgås fremover”, oplyser regionen.

Annonce