Region overvejer at bemande ambulancer med sygeplejersker i stedet for reddere

Arkivfoto

Region Midtjyllands unikke ordning med sygeplejerskebemandede akutbiler kan snart være historie. I hvert fald foreslår regionen, at de tre akutbiler i Tarm, Ringkøbing og Skive nedlægges, men at de lokale ambulancer samtidig opgraderes til paramedicinerambulancer. Imidlertid vil regionen forsøge at få lov til at bemande ambulancerne med sygeplejersker.

Ordningen med sygeplejerskebemandede akutbiler i Tarm, Ringkøbing og Skive blev etableret at det daværende Ringkjøbing Amt, og den er siden blevet videreført af Region Midtjylland. Det er i dag landets eneste ordning med sygeplejerskebemandede akutbiler.

De vestjyske akutbiler har imidlertid ikke travlt. Sidste år rykkede akutbilen i Skive således i gennemsnit kun ud 2,6 gange i døgnet, mens der i Ringkøbing var 1,6 udrykningerne i døgnet og i Tarm 1,4. Akutbilerne afsendes altid sammen med både en ambulance og en akutlægebil, så på et typisk skadested kan der foruden akutbilen med ambulancebehandler og anæstesisygeplejerske ankomme ambulance med to ambulancereddere og akutlægebil med speciallæge i anæstesi og lægeassistent.

Det er baggrunden for, at Region Midtjylland nu lægger op til, at der i de kommende budgetforhandlinger skal træffes beslutning om, at de tre akutbiler nedlægges.

Vil søge dispensation

I stedet vil regionen opgradere tre døgnambulancer i Tarm, Ringkøbing og Skive til paramedicinerambulancer. Regionen vil dog samtidig søge dispensation fra de nuværende regler om, at der mindst skal være en ambulanceassistent og ambulancebehandler på ambulancen, således at muligheden for at bruge anæstesisygeplejersker i ambulancerne bliver afdækket.

Desuden vil regionen etablere en ny døgnambulance med base i Videbæk. Samtidig vil en døgnambulance i Herning imidlertid blive nedgraderet til dagambulance. Ved natlig travlhed i Herning by vil det nye ambulanceberedskab fra Videbæk dog kunne aflaste de tilbageværende døgnberedskaber i Herning, herunder ved omdisponering til Herning.

Omlægningen vil samlet set medføre en årlig besparelse på 9,5 mio. kr. De sygeplejersker, der bemander akutbilerne, er ansat på regionens hospitaler. Nedlæggelsen af akutbilerne svarer til ca. 19 fuldtidsstillinger på hospitalerne, når der regnes med en gennemsnitsløn for sygeplejersker.

Annonce