Falcks ambulancetjeneste i Region Nordjylland er nu blevet akkrediteret efter den Den Danske Kvalitetsmodel, DDKM. I den gennemførte survey levede ambulancetjenesten op til alle krav, mens det ser noget anderledes ud for regionens eget præhospitale beredskab. Her kunne akkrediteringen ikke gennemføres, fordi der på flere væsentlige områder var kvalitetsstandarder, som ikke var opfyldt – blandt andet kunne en adspurgt læge ikke redegøre for sine opgaver og ansvar i en beredskabssituation. Derfor skal der nu gennemføres en ny survey af beredskabet.
I juni blev det præhospitale beredskab i Region Hovedstaden – herunder ambulanceoperatørerne Falck, Frederiksberg Brandvæsen og Københavns Brandvæsen – som det første i Danmark akkrediteret. Alle regioner skal igennem akkrediteringsprocessen, og nummer to i rækken er Region Nordjylland.
Falck står for driften af den nordjyske ambulancetjeneste, og redningskorpset er på baggrund af en survey, der er gennemført i september, nu blevet akkrediteret for en periode på tre år. Ved akkrediteringen vurderer eksterne surveyors, om ambulancetjenesten lever op til en række krav, som er fastsat i Den Danske Kvalitetsmodel. Hos Falck var alle standarder opfyldt.
De eksterne surveyors har også besøgt Præhospital- og Beredskabsenheden i Region Nordjylland, der blandt andet har ansvaret for AMK-vagtcentralen og akutlægebilen i Aalborg. Men her blev resultatet i første omgang ikke en akkreditering.
I surveyrapporten for Region Nordjylland påpeges det, at der er konstateret en række mangler. Det gælder blandt andet i forhold til dokumentation og monitorering af kvalitet og patientsikkerhed, hvor der ifølge rapporten heller ikke er aktiviteter i gang, som vil føre til, at kravene i kvalitetsmodellen opfyldes. Der er også på AMK-vagtcentralen fundet udaterede telefonlister i flere udgaver, der ikke var ens, og i forhold til regionens beredskabsplan kunne en adspurgt læge ikke redegøre for sine egne opgaver og ansvar ved en beredskabssituation svarende til beredskabsplanen.
I rapporten er der også hård kritik af kvaliteten i forbindelse med de situationer, hvor den præhospitale indsats afsluttes på stedet. De eksterne surveyors har gennemgået to journaler fra udrykninger, hvor akutlægebilen i Aalborg var til stede og har afsluttet behandlingen på stedet, men ingen af de to journaler levede op til et eneste krav i det retningsgivende dokument om denne type opgaver. Og i forhold til patienter med alvorlige, behandlingskrævende tilstande konstateres det, at en af to adspurgte læger ikke kendte de præhospitale retningslinjer for de kliniske tilstande.
”Præhospital- og Beredskabsenheden, Region Nordjylland opfylder ikke alle standarderne i DDKM, og den manglende opfyldelse anses for at være væsentlig”, konstateres det i rapporten. Særligt problemerne i forhold til afslutning af behandling på stedet er væsentlige, for denne standard er en af seks udvalgte standarder, som skal være ubetinget opfyldt for at en akkreditering kan gennemføres. ”Status som delvist opfyldt eller ikke opfyldt i blot en af de seks standarder vil kunne medføre akkrediteringsstatus ’ikke akkrediteret’”, fremgår det af rapporten.
Imidlertid forventer de eksterne surveyors, at Region Nordjylland vil kunne opfylde de manglende standarder på et senere tidspunkt, og derfor vil der inden for tre måneder blive gennemført en såkaldt fokuseret resurvey, hvor regionen får endnu en mulighed for at blive akkrediteret.