Region Nordjylland vil mødes med potentielle ambulanceoperatører

Også Region Nordjylland har nu taget hul på det kommende udbud af ambulancekørslen. Regionen har således indbudt nuværende og potentielle ambulanceoperatører til en såkaldt teknisk dialog, som vil blive gennemført i form af et møde af ca. to timers varighed med hvert firma.

Møderne – som regionen tilbyder at afholde på både dansk og engelsk – vil finde sted den 22. eller 24. april 2013 eller alternativt 10. maj 2013. Møderne vil blive optaget på video. Målgruppen er virksomheder, der aktuelt leverer ambulancekørsel, samt potentielt nye operatører, der ønsker at træde ind på markedet.

Region Nordjylland gør opmærksom på, at regionen forbeholder sig ret til under det efterfølgende udbud at anvende enhver information, som virksomheder afgiver under den tekniske dialog, med mindre virksomheden forudgående har tilkendegivet, at informationen afgives i fortrolighed, udgør en forretningshemmelighed eller er omfattet af eksklusive enerettigheder.

Annonce