Region Nordjylland gør klar til stort udbud af præhospitale enheder

Indenfor godt en måned forventer Region Nordjylland at indlede udbuddet af regionens akutbiler, paramedicinerbiler og akutlægebiler. Der vil blive tale om et samlet udbud, der omfatter alle enheder og hele regionen. Region Nordjylland afgiver ikke selv kontrolbud, men regionen vil foretage en kontrolberegning.

Udbuddet ventes annonceret i slutningen af 2. kvartal 2018, og det vil omfatte levering og drift af både akutbiler, paramedicinerbiler og akutlægebiler.

Der vil i udbuddet blive stillet minimumskrav til egnethed i form af erfaring med levering af ambulancedrift, drift af paramediciner- eller sygeplejerskebemandede akutbiler, drift af akutlægebiler, drift af akutlægehelikopter eller tilsvarende præhospitale enheder.

Udbuddet vil omfatte følgende elementer:
  • Akutbiler: Levering og drift af udrykningskøretøjer uden båreplads, der forventes bemandet med ambulancebehandlere med tillægskompetencer eller med paramedicinere. Leverandøren forventes at skulle levere to akutbiler, heraf en forventeligt kun i et nærmere fastsat antal måneder pr. år. Det forventes at der blive stillet krav om afgivelse af tilbud på yderligere enheder.
  • Paramedicinerbiler: Levering og drift af udrykningskøretøjer uden båreplads, der forventes døgnbemandet med paramedicinere. Leverandøren forventes at skulle levere fem døgnbemandede paramedicinerbiler. Det forventes at der bliver stillet krav om afgivelse af tilbud på yderligere enheder.
  • Akutlægebiler: Levering og drift af udrykningskøretøjer uden båreplads, der forventes døgnbemandet med paramedicinere, og hvor Region Nordjylland bemander køretøjerne med læger. Leverandøren forventes at skulle levere to akutlægebiler med placering i henholdsvis Aalborg og Hjørring. Det forventes at der vil blive stillet krav om afgivelse af tilbud på yderligere enheder.

Kontraktperioden forventes at være fem år fra driftsperiodens start med option for Region Nordjylland på forlængelse i op til yderligere 36 måneder.

Annonce