Enten i september eller oktober bliver det afgjort, hvem der fremover skal køre de midtjyske ambulancer. Det tegner til at blive en af de mest spændende afgørelser siden første danske udbudsrunde i 2008. Både Falck, BIOS og PreMed har således budt på opgaven, men regionen har også selv lavet et kontrolbud. Og netop det kontrolbud har nu fået grønt lys fra revisorerne, der dog også påpeger, at der er risici ved en yderligere hjemtagning.
Region Midtjylland har allerede besluttet at hjemtage 30 pct. af ambulancekørslen, mens den resterende opgave samt den liggende sygetransport i øjeblikket er i udbud – men dog således, at regionen også selv udarbejder et kontrolbud.
Danske Falck, hollandske BIOS og finske PreMed har alle afgivet tilbud på ambulancekørslen. Regionen har derefter gennemført forhandlinger med tilbudsgiverne, og i dag afgiver de tre firmaer reviderede tilbud. Herefter er der planlagt en ny forhandlingsrunde.
Regionen kan dog vælge at afslutte udbuddet efter modtagelsen af de reviderede tilbud. Den mulighed er relevant, hvis regionen vurderer, at der i første forhandling er opnået det maksimale udbytte af forhandlingerne. Hvis det bliver tilfældet, vil Region Midtjyllands regionsråd behandle udbudsresultatet i september 2020. Hvis der i stedet gennemføres endnu en forhandlingsrunde, vil regionsrådet først skulle behandle sagen i oktober 2020.
Kontrolbud skal vise egne omkostninger
Når regionspolitikerne får præsenteret de tre tilbud fra private ambulanceoperatører, så vil de samtidig blive præsenteret for regionens eget kontrolbud, som viser, hvad regional drift af den udbudte opgave vil koste. Kontrolbuddet er udarbejdet af regionens præhospitale afdeling, Præhospitalet, med hjælp fra revisionsfirmaet BDO, der har erfaring fra lignende opgaver i andre regioner.
Af et notat fra BDO fremgår det, at konsulenterne vurderer, at regionen i kontrolbuddet har tilvejebragt et realistisk omkostningsniveau i relation til den forventede drift af ambulancetjenesten og den liggende sygetransport i regionen, herunder også på detadministrative setup.
”Etableringen af en ny ambulance- og sygetransporttjeneste kan være forbundet med usikkerhed i relation til onboarding, og dermed en usikkerhed om, om regionen kan mønstre en ambulance- og sygetransporttjeneste, hvor alle operative stillinger er besat fra driftsstart 1. december 2021. Det er vores vurdering, at der er medtaget passende buffer til denne onboardingproces inklusiv afsatte midler til imødegåelse af eventuelle opstartsomkostninger, der kunne påvirke driften”, skriver konsulenterne dog også.
Nogenlunde samme konklusion når BDO frem til i forhold til de omkostninger, der er forbundet med etableringen. Også her påpeger konsulenterne dog, at der er en usikkerhed:
”Etableringen af en ny basestruktur [kan] generelt være forbundet med usikkerhed, idet det kan være vanskeligt at finde egnede lokationer til baser i alle byer. Der må derfor forventes udgifter til klargøring og ombygning af baser. Det er dog vores vurdering, at der er afsat en passende buffer til imødegåelse af baseetableringsprocessen”.
Vagtplanlægning vil være stor udfordring
Sammenfattende skriver BDO blandt andet:
”Vi vurderer, at der med kontrolberegningen er taget højde for de væsentligste risici, der erfaringsmæssigt er forbundet med opstart af en ny ambulance- og sygetransporttjeneste, og at der i den forbindelse er benyttet de gængse principper for beregning af direkte og indirekte omkostninger hertil jf. principperne ved beregning af kontrolbud”.
”Vi vil afsluttende henlede opmærksomheden på, at der i kontrolberegningen generelt er taget højde for, at samtlige operative og administrative stillinger ikke nødvendigvis vil være besat fra driftsstart. Det er vores vurdering, at der i kontrolberegningen er medtaget passende buffer til imødegåelse af eventuelle opstartsomkostninger, som kunne være initieret af ubesatte stillinger ved driftsstart. Generelt er det ligeledes en forudsætning i kontrolberegningen, at der vil ske en optimal tilrettelæggelse af vagter, der udnytter de operationelle personaleressourcer bedst muligt. Der bør efter vores vurdering være særligt fokus fra regionens side på at sørge for, at der ansættes medarbejdere med indgående kendskab til vagtplanlægning på det præhospitale område til dette”, slutter BDO.