Fra i dag driver Region Midtjylland selv tre ambulancer, der er placeret i Aarhus, Randers og Horsens. Baggrunden er, at regionsrådet overvejer at hjemtage væsentlige dele af ambulancedriften i forbindelse med det kommende udbud i 2020, og derfor ønsker regionen nu at opbygge mest mulig erfaring om praktisk ambulancedrift.
Region Midtjylland har i alt 66 ambulanceberedskaber, hvoraf størstedelen drives af private operatører. Men fremover driver regionen selv tre ambulancer og fem akutlægebiler. Ambulancerne har baser i Aarhus, Randers og Horsens, mens akutlægebilerne har baser i Ringkøbing, Horsens, Aarhus, Randers og Grenaa
”Vi er kommet godt fra start med de østjyske akutlægebiler, som har kørt siden slutningen af 2018. Nu bliver det spændende at komme helt tæt på ambulancedriften. Vi er tilfredse med de nuværende leverandører, men ønsker at fremme konkurrence på området og sikre borgerne mest mulig sundhed for pengene”, siger regionsrådsformand Anders Kühnau (S).
Leder af de regionale akutlægebiler og ambulancer, overlæge Bo Nees Iversen, ser frem til, at de nye ambulancer kommer i drift:
”Jeg glæder mig til, at vi skal drive både akutlægebiler og ambulancer. Det betyder, at vi nu kan imødekomme de ambulancebehandlere, der ønsker at bruge deres forskellige kompetencer til at køre vagter i såvel akutlægebil som ambulance. En større organisation vil også sikre en mere bæredygtig daglig drift”, siger Bo Nees Iversen.
De nye ambulancer er opbygget på VW Crafter-chassiser.